Toledo’en har været på markedet i nogle år og er efterhånden ved at nærme sig ”efteråret”. Derfor er modellen på tilbud til en pris på 199.998,-.

Toledo’en byder ikke på nytænkning mht. til det ydre design, i modsætning til den nye Seat Ibiza. Designet er klassisk grænsede til det kedelige, men så skinner den nye bil jo heller ikke så meget i naboens øjne.

Interiøret er lige så klassisk, som det ydre design, men klæder faktisk kabinen rigtigt godt. Man får indtryk af en gennemarbejdet og rummelig kabine. Materialevalget er godt og samlekvaliteten i top – der er ingen knirkelyde eller andre mislyde fra kabinen. Man får lidt storbils fornemmelser når man kører i en Toledo – i hvert fald når man sidder på forsædet.

Pladsen på bagsædet er nemlig Toledo’ens største minus. Bilen er bygget på samme platform, som Skoda Octavia og VW Bora, så benplads ved bagsædet er der ikke meget af. Og det er lidt synd, da man ellers sidder rigtigt godt på bagsædet, så længe benene kan være der.

Udstyrsniveauet er, prisen taget i betragtning, overdådigt i forhold til Skoda Octavia og VW Bora, hvor bl.a. elruder, elspejle, aircondition, tågelygter for/bag, højdejusterbare forsæder med varme og fjernbetjent centrallås er standard.

”Storbils” fornemmelsen bliver yderligere forstærket når man begiver sig ud på vejen. Støjniveauet er generelt lavt, selv ved motorvejskørsel; især sammenlignet med Toyota Corolla sedan 1.6. Og motoren har efter min personlige mening en herlig lyd – der er lidt sport over lyden. Nogle vil mene at motoren støjer, men jeg gav med glæde motoren lidt flere omdrejninger end nødvendigt for at nyde lyden.

På vejen opfører Seat’en sig upåklageligt. Ujævnenhederne bliver fint absorberet af undervognen, uden at bilen knirker eller ryster. I kraftige sving kunne man dog ønske sig en lidt mere hård undervogn, men man kan ikke få i både pose og sæk

Den førnævnte ”herlige lyd”, stammer fra en 1.6 liters motor med 105 Hk, der ydes ved 5.700 o/min. Momentet på 148 Nm nås ved 4.500 o/min. Dette giver bilen nogle pæne præstationer – 0-100 km/t klares på 10.9 sek. og mellemaccelerationen 80-120 km/t i 3. gear er overstået på godt 7 sekunder. Benzinøkonomien er middelmådig. Det officielle tal lover 14,4 Km/l, mens vi i testugen landede på 13,7 km/l.

Selvom der ikke helt er plads til fire fuldvoksne personer i en Toledo, vil der uden problemer være plads til deres bagage. Bagagerummet kan nemlig rumme hele 500 liter, og uden kuffertknusere kan det fyldes til randen. Selve åbningen er dog ikke ret stor, så det vil ikke altid være helt let at få kantet en stor kuffert eller en stor kasse ned i bagagerummet.

Eftersom Toledo’en har været på markedet i nogle år, er sikkerhedsudstyret ikke på topniveau. Men ABS og 4 airbags, som bilen har, er stadig standarden i mange nye biler, så Toledo’en halter ikke meget bagefter på dette punkt.

Seat Toledo’s største konkurrent er Skoda Octavia, og da bilen prismæssigt ligger noget lavere end Toledo, men med en ældre og svagere motor samt mindre udstyr – så ligner Seat Toledo 1.6 Stella er et rigtigt godt tilbud, hvis man vil have en bil der kvalitetsmæssigt kan måle sig med en VW, har meget udstyr og kan fås til en fornuftig pris.