Med hele to bilproducenter i Sverige mod ingen i Danmark og Norge har landet altid indtaget en særstilling blandt skandinaviske bilentusiaster.

I dag er Volvo og Saab som bekendt ejet af henholdsvis Ford og General Motors, men svenskerne er ikke alene om at være blevet opkøbt. Chrysler ejes af Mercedes, Mazda af Ford, Rolls-Royce af BMW, Nissan kontrolleres af Renault o.s.v. Dertil kommer, at ingen biler i dag designes, konstrueres og bygges i ét bestemt land. Bilkoncernerne har design-centre spredt ud over verden, og nye produktionssteder oprettes, hvor arbejdslønnen er lav og myndighederne parat til at give fordelagtige vilkår for at tiltrække investorer.

Trods skandinavisk rivalisering har vi danskere altid lænet os op ad broderfolket og betragtet Volvo og Saab som lidt mere danske end f.eks. VW og Renault. De var trods alt skandinaviske, og det er vi jo også.

Men kan Saab og Volvo bevare sin svenske - eller skandinaviske - identitet under den fremadskridende globalisering? Det er ikke så let at svare på, og svaret bliver ikke nødvendigvis det samme for Saab som for Volvo.

Begge firmaer havde valgt New York Auto Show som stedet at præsentere nyt design, og det kan man tage som et tegn på, at begge regner med, at deres fremtid afhænger af det amerikanske marked.

Hverken Saab eller Volvo havde færdige konceptbiler eller prototyper klar til udstillingen. Saab nøjedes med at offentliggøre skitser af sin næste nye model, og Volvo viste fem skalamodeller af en halv meters længde for at anskueliggøre de idéer, man arbejder med til en ny lille Volvo i klassen under S40/V40.

Den næste Saab får betegnelsen 9-2, og den er tættere på produktionsstadiet, end man måske kunne tro, når det eneste håndgribelige foreløbig er to skitsetegninger. Det ligger nemlig fast, at Saab 9-2 i alt væsentligt bliver et nyt karrosseri på en Subaru Impreza WRC. Det betyder, at bilen kan komme på markedet allerede til næste forår, da man sparer både tid og penge ved at benytte allerede eksisterende teknik.

Såkaldt platform-strategi er ikke noget nyt, og Saab har tidligere bygget biler på både Lancia- og Opel-platforme, men når man så får at vide, at model 9-2 skal bygges af GM´s datterselskab Subaru på en fabrik i Japan, og at den i øvrigt kun skal sælges på det amerikanske marked, kommer det hele unægtelig lidt langt fra Sverige. Også den næste nye Saab igen, en SUV med betegnelsen 9-8, bliver til langt fra Trollhättan. Den skal produceres i USA på samme platform som Chevrolet TrailBlazer.

Under de omstændigheder kan det være svært at se, hvordan Saab i fremtiden kan bevare en svensk eller skandinavisk identitet.

Volvo synes at have et lidt fastere ståsted i Göteborg, hvor man bl.a. tager sig af udviklingen af bilernes sikkerhed for hele Ford-koncernen. Volvo tilhører Ford´s såkaldte Premier Automotive Group, der også omfatter Land Rover, Jaguar og Aston Martin. Den er udset til at tegne sig for en tredjedel af Ford-koncernens indtægter i fremtiden og er på det seneste kommet under strammere central styring. Volvo´s rolle i gruppen har der været mærkværdigt stille omkring. Firmaet synes indtil videre at have fået lov til at bevare en ret høj grad af selvstændighed, men det hænger måske sammen med, at Volvo foreløbig er det eneste medlem af PAG, som giver overskud.

De fem modeller, der er udstillet i New York, tyder i det mindste på, at Volvo, hvad stilen angår, forbliver tro mod den designlinie, som Peter Horbury har skabt, og som har fjernet det firkantede, uden at mærkeidentiteten er gået tabt. Modellerne er også tydeligt i slægt med den sikkerheds-konceptbil, som Volvo præsenterede for et par år siden. Meget tyder på, at Ford er klar over den værdi, der ligger i Volvo´s særlige ry for sikkerhed og omsorg for passagererne – dyder fra det svenske folkehjem, som let kan gå tabt den dag, Volvo ikke længere identificeres med Sverige.

På demokratisk skandinavisk vis søger Volvo i øvrigt dialog med kunderne om udviklingen af den nye lille model. På udstillingen i New York kan de besøgende via pegeskærme give deres mening om modelforslagene til kende. Systemet kaldes Concept Lab Volvo. Volvo har en permanent hjemmeside med adressen www.conceptlabvolvo.com, men her er de nye modelforslag endnu ikke dukket op.