Dagene hvor Skoda var et discount mærke er forlængst ovre, og nu konkurrerer den nye Octavia på lige vilkår med alle andre mellemklasse biler både med hensyn til priser og kvalitet.

I vores første test af den nye Skoda Octavia fik bilen udelukkende rosende ord med på vejen – det var modellen med den 105 hestes dieselmotor og med en prislap på 305.000,-.

Man kan dog skære toppen af prisen ved at gå på kompromis med motorvalget. Den billigste Octavia er i dag en 1.6 liters ”Classic” med 102 heste og en pris på 223.000,-. Vi kikker nærmere på Octavia 1.6 med det omfangsrige ”Ambiente” udstyr til 245.000,-.

Bedaget motor
Vi har efterhånden prøvet en del biler med den gamle 8 ventilede 1.6 liters motor fra VW-koncernen. Konklusionen har stort set været den samme hver gang. Motoren gør en acceptabelt stykke arbejde alderen taget i betragtning, men så snart de 102 heste skal trække en lidt større og tungere bil begynder det knibe med kraftoverskuddet. Selvom den lille dieselmotor har næsten samme antal heste er kraftoverskuddet langt større hos den takket være et væsentligt højere moment. Især på motorvejen er forskellen meget tydelig – både kraftoverskuddet, det lave støjniveau og forbrug gør diesel Ocatavia’en langt bedre egnet til langturskørsel end den lille 1.6 benzin. Forbrugsmæssigt lover benzinmotoren 13,2 i EU-mix – vores forbrug endte på 12,5 km/l.

Et andet alternativ er Octavia med den forholdsvis nye 115 heste FSI motor. Her får man en langt nyere motor med lidt flere kræfter og nyere teknik. Prisen for denne er 260.000,- med "Ambiente" udstyr.

Komfortudstyr
Udstyrsmæssigt er Ambiente versionen på et højt niveau. Udstyret tæller bl.a. tågeforlygter, sikkerhedslys i dørene, kørecomputer, splitbagsæde, fjernbetjent centrallås, aircondition, fartpilot, varme i forsæderne, elruder, el-spejle med varme og indfarvede dørhåndtag og lister.

Octavia ”Classic” er fuldstændigt ribbet for udstyr, så man skal bl.a. undvære alt udstyr på ovennævnte liste - det kun for at spare 22.000 kr. - det er der ikke meget fornuft i.   

Sikkerhed
Også på sikkerhedsområdet er den nye Octavia topudstyret. 6 airbags og ESP er standard sammen med bl.a. aktive nakkestøtter foran samt selestrammere på både for- og bagsædet.

Konklusion
Der er ingen tvivl om, at den nye Octavia er en rigtig god bil, som opfylder alle de krav, man måtte stille til en ny og moderne bil. At prisen så stort set er kommet op på konkurrenternes niveau kommer ikke som nogen overraskelse – man får jo hvad man betaler for. Den gamle 1.6 liters motor yder dog ikke bilen retfærdighed, så man bør i det mindste vælge den mere moderne FSI motor. Hvis man da ikke tager skridtet fuldt ud, og vælger det bedste alternativ nemlig den 105 hestes diesel.