Subaru lancerede en miljøbil allerede i 1958.
Der er nu gået 50 år siden Subaru lancerede sin første masseproducerede personbil. Subaru 360 introduceredes på det japanske marked 3. marts 1958. Med et forbrug på 4,2 l/100 km var det en miljøbil, langt inden begrebet blev opfundet.

Subaru 360 var den første i en lang række succeser fra Subaru-divisionen hos Fuji Heavy Industries. Bilen var oprindeligt tænkt til det japanske marked, men solgtes i nogle år med stor fremgang også i USA.

Motoren var en ventilatorkølet 2-taktsmotor på 356 cc som leverede 12 kW (16 hk). Karossen var en monocoque-konstruktion med glasfibertag - en for sin tid meget avanceret konstruktion.
 
Modellen blev hurtigt meget populær på hjemmemarkedet og kan siges at være Japans svar på Folkevognen. Subaru 360 fandtes også som cabriolet (kendt fra Pokemon-filmene) og i to sportsversioner med dobbelt karburator og 27 kW (36 hk).

Subaru 360 blev produceret frem til 1971 og blev erstattet af den langlivede Rex.