Supercomputer brager igennem hos Audi

- Audi investerer i supercomputer, der skal simulere kollisioner.
- Bilindustriens hurtigste computer står nu i Ingolstadt.
- Simulationer giver større sikkerhed i bilerne.

Når Christopher Rhody starter en crashtest, forløber alt stille og roligt. Ingen høje brag fra en kollision, intet splintret glas og ingen krøllede karrosseridele. Audi medarbejderen, som er ansvarlig for udviklingen af side- og hovedbeskyttelse, simulerer kollisioner på en computer. En ny supercomputer gør nu disse kollisionssimulationer endnu mere præcise og realistiske. Det såkaldte “cluster” – en samling af 320 processorer – opnår en processorydelse på over 15 teraflop, hvilket svarer til 15 billioner computeroperationer i sekundet. Alt dette gør den til den hurtigste computer i bilindustrien – og til en af de 150 hurtigste i verden.

“Den nye supercomputer gør simulationerne mange gange hurtigere. Med vores konstant voksende antal af modeller er det afgørende for hver enkelt model, at den bliver testet grundigt i alle tænkelige typer ulykker, mens den er under udvikling”, siger Dr. Ulrich Widmann, chef for udviklingen af bilsikkerhed hos Audi. Jo hurtigere computeren er, jo mere entydig og sikker bliver simulationen af ulykkerne. Udviklerne gennemfører ca. 5.000 simulationer om ugen – fra frontalkollisioner til specielle komponenttest – som giver dem mulighed for at konstatere og korrigere mulige svage punkter i konstruktionen, inden de første prototyper konstrueres. Kollisionssimulationer gør det muligt at udvikle biler tæt på de nuværende markedsforhold, så man kan reagere hurtigt på kundebehov eller resultater fra Audis egen afdeling for ulykkesforskning, Audi Accident Research Unit (AARU) – som Hans-Ulrik von Bülow, der er ansvarlig for computerstøttet udvikling hos Audi, hurtigt kan bekræfte: “Den nye supercomputer hjælper os med at sikre kvaliteten af alle Audi komponenter.”

Det nyerhvervede udstyr er også meget effektivt. De 320 servere i HP ProLiant BL460c computeren er monteret i otte kabinetter, der er 2 m høje, og derfor kræver de ca. 30 procent mindre plads end almindelige computere til kollisionssimulation. Computerens effektive kølesystem bruger også 25 procent mindre energi med et imponerende lavt energiforbrug på kun 86 kilowatt (kW) i stedet for de normale 115 kW.

AUDI AG har gode grunde til at udvide bestanden af computere for at kunne leve op til de tekniske udfordringer fra det øgede antal af modeller. Uden omfattende kollisionssimulationer ville det på grund af bilernes stigende kompleksitet og de nuværende testkrav ikke længere være muligt at udvikle biler. Produktkvaliteten kan øges endnu mere markant takket være anvendelsen af computersimulationer.

Hver enkelt bilmodel gennemgår ca. 1.000 simulationer om ugen i løbet af udviklingsfasen, der varer 48 måneder. Før den første prototype konstrueres, har den virtuelle bil allerede fuldført mere end 100.000 computersimulationer. Beregningen af dem kan tage fra 30 min. og op til en uge afhængigt af ulykkens kompleksitet. Når udviklerne til slut udfører de rigtige crashtest, har bilerne allerede opnået en ekstremt høj sikkerhedsstandard på grund af anvendelse af computersimulationerne.