SEAT lancerer superhelte-bil i samarbejde med The Walt Disney Company Danmark

SEAT og Walt Disney har indgået et unikt samarbejde i forbindelse med den nye superhelte-film ’The Avengers’, der har verdenspremiere i Danmark 26. april. Op til premieren præsenterer SEAT den nye Ibiza i alle 3 varianter samt en ekstra superhelt i skikkelse af ’Ibiza Avengers’, der vil kunne fås i begrænset antal.

Forud for premieren på Walt Disneys nye superhelte-film, den meget omtalte ’The Avengers’, har SEAT Danmark indgået en eksklusiv samarbejdsaftale med hæderkronede Walt Disney i Danmark. Den nye film har superhelte som Iron Man, Thor og Captain America i hovedrollerne og er baseret på Marvel Comics superhelte-univers, der udkom som tegneserie første gang i september 1963. Filmen har premiere i Danmark den 26. april, mens den nye SEAT Ibiza Avengers lanceres over hele landet i weekenden den 14. og 15. april.

Det er et unikt, banebrydende samarbejde, som vi i SEAT i Danmark er meget begejstrede for, og vi lancerer vores helt egne nye superhelte i form af tre nye Ibiza-modeller i dagene op til premieren i Danmark på Marvels ’The Avengers’, siger direktør for SEAT i Danmark, Jesper Stoltenberg-Mathiesen, der er imponeret over Walt Disney-koncernens professionalisme.

100 ’SEAT Avengers’
I første omgang kommer publikum til at opleve det nye samarbejde mellem SEAT og Walt Disney i form af reklamespots i TV og i biografen fra starten af april. Derudover vil SEAT afholde tegnekonkurrencer hos forhandlerne, konkurrence på TV2 og i radioen samt give publikum og kunder mulighed for at deltage i konkurrencer om biografbilletter.

Vi blander spansk passion og tysk grundighed med amerikanske superhelte og sans for fabelagtig underholdning og får et sjovt og attraktivt univers, der sætter fokus på vores nye Ibiza, der med prisen fra tyske AutoBild som den bedste lille bil, faktisk er lidt af en superhelt, siger Jesper Stoltenberg-Mathiesen.

Den nye SEAT Ibiza taler til hjertet med sit ungdommelige, følelsesbetonede design og de fornøjelige køreegenskaber, og den taler til fornuften med sine innovative teknologier og endnu bedre funktionalitet og kvalitet. Tre forskellige Ibiza varianter lanceres til Åbent Hus hos SEATs 30 forhandlere i weekenden 14. og 15. april: En sports coupé (SC) med 3 døre, en fem dørs og en stationcar.

Samtidig lancerer SEAT sin helt egen superhelt i limited edition, SEAT Ibiza Avengers i blot 100 eksemplarer. Superhelte-bilen er en model FR (Formula Racing) 1,2 TSI med Xenon, LED og metallak og fås oven i købet til en attraktiv pris.