Volkswagen introducerer ny SUV-er på messen i Herning
Volkswagens nye Tiguan er et solidt miks af egenskaber, der er velegnede til såvel livet i byen som naturens åbne vidder, og de mangeartede krav som henholdsvis byen og naturen stiller til en bil. Tiguan er med andre ord en bil til såvel business som pleasure! Et multitalent med adrætte og komfortable køreegenskaber.
Navnet Tiguan er konstrueret af ordene tiger og leguan; Stærk som en tiger og med en leguans smidighed, bevæger den nye SUV-er sig fremad. I lighed med dens større bror, Touareg, har Tiguan et flot og selvsikkert design. Et design hvor elegance og styrke forenes i et harmonisk udtryk, og således er i overensstemmelse med Tiguans tekniske egenskaber. Fortil har Tiguan de samme træk, som Volkswagen første gang præsenterede med deres Concept A –studie, der var en hybrid mellem Coupé og SUV. Fra siden fremstår Tiguan med en lang og maskulin silhuet og den karakteristiske Volkswagen C-søjle. For og bag harmonerer lygterne flot med hinanden og giver Tiguan et signifikant look, hvor man stirrer tigeren direkte i øjnene!

En bil - tre modeller
Tiguan fås i tre versioner. Den ene hedder Trend&Fun, den anden Sport& Style. De har primært sigte på byens asfalt og lettere off-roadkørsel, og har et fuldstændig elektronisk styret 4-hjulstræk. Den tredie bærer navnet

Track&Field
og denne version bør man vælge, hvis man er til den ultimative skovtur.
På Track & Field er fronten ændret, så man med lethed kan klare meget stejle op- og nedkørsler. Tiguan Track&Field, har også fået monteret et skjold, der sikrer motor og gearkasse mod sten. Tiguan Track&Field får derudover suppleret sit firehjulstræk med det elektroniske nedkørsels-kontrolsystem. Systemet sikrer, at hjulene ikke blokerer, så føreren kun skal koncentrere sig om at styre.

For alle tre modeller gælder det, at 4-hjulstrækket primært fordeler kraften til forhjulene. Men via den elektronisk styrede kobling, kan der trinløst sendes op til 90 procent af kraften til baghjulene. Det vil sige at systemet sørger for, at kræfterne bliver fordelt optimalt mellem for- og baghjul alt efter friktionen.
Tiguan er første bilmodel i verden, der udelukkende er udstyret med motorer med direkte indsprøjtning og trykladning. Det sænker brændstofforbruget og emissionen væsentligt, samtidig med at dynamikken og kørerglæden stiger. Man kan til Tiguan vælge mellem fem motorer, tre TSI- og to helt nyudviklede TDI-motorer med common-rail-indsprøjtning. Dermed er der skabt en trækkraftig bil, hvor støjniveauet i kabinen oven i købet er lavt. Motorerne yder hhv. 140 og 170 hk og begge opfylder allerede nu de strenge EU-5 normer, der først træder i kraft i 2009.

Også benzinmotorerne står for lavt brændstofforbrug og lav emission. Valget står imellem 150- og 170-hk TSI-er eller en 200 hk TFSI. TSI-motorerne er de seneste to år blevet kåret som ”Årets Motor” i deres klasse og TFSI-motoren har i flotte tre år kunnet bryste sig af tilsvarende titel i sin klasse.
Alle modeller har 6-trins gearkasse. To af benzinmotorerne (170 HK og 200 HK), og én TDI motor (140 HK) kan desuden leveres med 6-trins automatisk gearkasse.

Tiguan bevæger sig maskulint og adræt og har en nærmest klassisk, men samtidig let off-road- fremtoning. Tiguans indre er også præget af klassisk elegance. Kørestillingen er bekvem og man sidder højt og med et godt overblik. Tiguan er en yderst rummelig bil, hvor bagsæderne er placeret en anelse højere end forsæderne, og de kan dertil forskydes hele 16 cm frem og tilbage. Desuden kan det midterste bagsæde lægges ned og benyttes som bord.
Bagagerummet er på 470 liter med bagsædet i normalposition. Foldes bagsædet ned bliver rummet på 1510 liter (og giver plads til f.eks. en IKEA maksimalkasse). Takket være folde-ned-passagersæde, kan man tilmed transportere genstande på op til 2,5 m. Taget kan bære en skiboks på 100 kg, og Tiguan må trække trailere på 2,2 til 2,5 ton.
Sikkerheden er i top. Tiguan har opnået de maksimale fem NCAP-stjerner ved frontal- og sidekollision, fire for børnesikkerhed og to ud af fire mulige for fodgængerbeskyttelse. Det resultat gør Tiguan til en af de sikreste SUV-biler, der findes. Seks airbags er standard. , og der er Isofix-forankringssteder til to barnestole ved bagsædet.


Også komfortudstyret er komplet i Tiguan.
Trend&Fun udstyret omfatter blandt meget andet: 180 frontmodul, tågeforlygter, sort tagræling, ESP med vognstabilisering, elektrisk parkeringsbremse med autohold, fartpilot, el-rudehejs både for og bag, semiautomatisk klimaanlæg, ”Climatic”, multifunktionsanlæg (kørecomputer) og radioanlæg med CD afspiller, 8 højttalere og Aux-in og MP3 funktion.
Sport&Style udstyret omfatter dertil 17” letmetalfælge, tagræling i krom, 65% mørke ruder bag, sportsforsæder og læderrat.
Track&Field udstyret omfatter 280 frontmodul, 16” letmetalfælge, komfortforsæder, kompas i multifunktionsanlægget, off-road funktioner, og dæktrykskontrol.
Blandt ekstraudstyrs muligheder findes bl.a. DK-pakke (automatisk klimaanlæg, indstillelig varme i forsæderne, opvarmede sprinklerdyser og forlygtevaskeanlæg), panoramasoltag, navigationsanlægget RNS 510 med touchscreen og sporfacilitet, bak-kamera og parkeringsassistent.
Tiguan bliver introduceret på det danske marked medio januar 2008. Men publikum på ”Biler for Alle” i Herning får mulighed for at se Tiguan på helt nært hold i dagene 25.-28. oktober.