Når man første gang får nøglen i hånden til Toyotas lille nye Aygo, bliver man i tvivl om, om det nu også er den rigtige nøgle for det ligner grangiveligt en Peugeot nøgle. Men den er god nok – det er en Peugeot nøgle og den kan også starte Aygo’en. Forklaringen er at Toyota, Peugeot og Citroén er gået sammen om at producere en lille ny bil til ”erstatning” for Toyota Yaris, Peugeot 106 og Citroen Saxo. Hos Peugeot hedder den nye model ”107” og hos Citroen ”C1”.

For Toyotas vedkommende bliver Aygo den mindste bil i det Europæiske program. Før var det Yaris, men med introduktionen af den nye større og dyrere Yaris i 2006, var det nødvendigt med en ny mini, der ikke mindst kunne produceres og sælges til en konkurrencedygtig pris i forhold til bl.a. Suzuki og KIA modeller.

Udvalget
Toyota Aygo fås i 2 motorversioner - den 1.0 liters benzinmotor vi tester her med 68 hk, og en 1.4 liters dieselmotor med 54 hk. Basisudstyrsversionerne med henholdsvis benzin- og dieselmotor koster 122.000 kr. og 161.000 kr.. Bilen vi tester har udstyrsniveauet ”PLUS” samt en komfortpakke. Dermed ender bilens samlede pris på 154.000 kr.

Plads og komfort
Aygo er med sine 3,41 meter, 20 cm kortere end Yaris, som den skal være en slags afløser for. Dette betyder, at Aygo ikke er nogen stor bil, hvor man kan forvente at have plads til 5 personer med bagage. Kabinen rummer rimeligt 4 voksne personer, men man skal selvfølgelig være opmærksom på at benpladsen ved bagsædet er begrænset. I denne 5-dørs model er adgangen til bagsædet fin, så det skal ikke være for at spare de 3.200 kr., at man skal vælge den 3-dørs.

139 liter i bagagerumet
Bagagerummet er blevet taberen i forsøget på at lave en rummelig kabine. Der blev kun 139 liter tilovers, hvilket langtfra rækker til Bilka indkøbet. Derudover er læssekanten meget høj, og i spare iveren har man også undladt lys i bagagerummet.

Toyota er helt opmærksomme på problemerne, og kan levere 2 skræddersyede rejsetasker, som ekstraudstyr, til Aygo. Bagsæderne kan dog lægges ned, når man skal have plads Bilka indkøbet – børnene må man så hente senere…

Plus og komfortpakke
I basisversionen byder Aygo på radio med cd, højdejusterbart rat, 4 airbags og ABS med EBD. Med Aygo+ får man derudover 4 ekstra højtalere, elruder foran, fjernbetjent centrallås, gardin airbags (sideairbags), splitbagsæde, 2 stk. ISOFIX barnestolsbeslag, lakerede dørhåndtag samt lakerede sidespejle. Komfortpakke indeholder aircondition og omdrejningstæller.

Sikkerheden
Sikkerhedsmæssigt er Aygo langt fremme i forhold til konkurrenterne. Aygo+' tvillingbror Citroën C1 opnåede 4/5 stjerner i crashtesten hos EuroNCAP. Ganske flot for bil i denne størrelse. Dette fine resultat kunne KIA og Chevrolet, der fik meget dårlige resultater med henholdsvis Picanto og Matiz, lære meget af.

C1 blev testet med de 4 standard monterede airbags plus ekstra airbaggardiner, hvorfor resultatet ikke er helt retvisende, hvis man ser på basisbilen. For at få de ekstra airbags med, skal man investere i udstyrspakken ”Plus”, der koster ca. 8.000 kr.. ESP fås desværre ikke til Aygo.

I udviklingen af forsæderne er man desværre gået på kompromis med både sikkerhed og komfort. Det mest alvorlige problem er, at nakkestøtterne er en fast integreret del af sædet, og kan dermed ikke justeres tættere på hovedet/nakken. Det betyder, at man har ca. 15 cm. afstand til nakkestøtten, og det er ikke optimalt i tilfælde af en kollision.

På vejen
Motormæssigt er Aygo helt nede på jorden. Motoren på 1.0 liter yder 68 hk ved 6.000 o/min. og har et drejningsmoment på 93 Nm ved 3.600 o/min. Dette giver rimelige præstationer, da 0-100 km/t er overstået på 14,2 sek., og tophastigheden er 157 km/t. I byen er Aygo kvik og let at håndtere. Og med et gearskifte der fungerer upåklageligt, gør det Aygo til en fin bybil. Men Aygo kan også godt klare sig på motorvejen. Den 3-cylinderet motor støjer ikke specielt meget og retningsstabiliteten er i orden. Den lille motor er nøjsom med brændstoffet. 21,7 km/l skulle den kunne køre ved blandet kørsel. Vi nåede 17,1 km/l.
  
Konklusion
Toyotas nye mini er ikke nogen revolution i bilverdenen, men er en ganske udmærket lille bil med plads til fire. Det er tydeligt at mærke, at dette skal være en ”billig” bil. Aygo er ikke i sædvanlig Toyota kvalitet, og på flere punkter er man gået på kompromis.

Startprisen på lige over 120.000 kr. virker ikke afskrækkende, men ligger samtidig ca. 15.000 kr. over konkurrenterne. KIA Picanto er en meget værdig konkurrent til en startpris på 105.000 kr. Picanto kører mindst lige så godt som Aygo, men falder desværre igennem på et meget afgørende punkt – crash sikkerheden. Picanto opnår med nød og næppe 3 stjerner hos EuroNCAP, og det er et resultat langt under hvad Aygo præsterede.