Biltorvet.dk bruger cookies og lokal lagring bl.a. for at huske dine indstillinger og målrette annoncer. Ved at bruge sitet accepterer du dette. Læs mere her
OK

Toyota GT86 T3

1 / 8
  • Toyota GT86 T3
  • Toyota GT86 T3
  • Toyota GT86 T3
  • Toyota GT86 T3
  • Toyota GT86 T3
  • Toyota GT86 T3
  • Toyota GT86 T3
  • Toyota GT86 T3

Toyota GT86 T3

|

En af de biler jeg har set mest frem til at teste siden dens introduktion i efteråret 2012, er Toyota GT86. Bilen der er udviklet af Toyota og Subaru i fællesskab, og som bl.a. skal løfte arven fra legendariske Toyota GT2000.

 

GT86 og BRZ (Subaru's version, red.) er identiske biler, med undtagelse af logo og navn. Ingeniørerne fra begge fabrikanter siger godt nok, at de har lavet små modificeringer hver især, men efter at have testet begge biler, så må jeg sige at jeg har svært ved at finde/mærke føromtalte modificeringer. Hele ideen med GT86 var at skabe en bil, der opfyldte tre krav fra chefingeniørerne fra de to bilproducenter. Bilen skulle være baghjulstrukket, den måtte ikke være udstyret med turbolader, og så skulle den have smalle dæk. Alle tre ting er opfyldt til fulde – bare se på dækkene i størrelsen 215/45 R17.

 

Ægte GT

At GT86 er baghjulstrukket er nærmest en selvfølge. Du kan ikke lave en så intens køremaskine med forhjulstræk, det er simpelthen umuligt. Jeg ved godt, at bl.a. Ford og VW (Focus ST og Golf GTI) laver GTI biler med mange hk på forhjulene, som kører som en drøm, og som kan følge GT86 helt til døren på alle punkter – det er bare ikke det, det drejer sig om her. GT86 er nemlig så hard core som man overhovedet kan være, når det drejer sig om opsætningen. Ja vist, du kan da sagtens bruge den i hverdagen og smide sjette gear ind ved 70 km/t – men det er fuldstændig forkert at købe GT86 med det formål. Bilen er nemlig så perfekt opsat til race, at det er sådan den skal nydes – og jeg mener virkelig nydes!

 

Motor og gearkasse

Den 2,0 liters boxermotor er placeret ude foran, så lavt og langt tilbage som muligt, og leverer 200 hk. Det lyder ikke umiddelbart af meget, og jeg er overbevist om, at GT86 vil blive udsat for alverdens tuningsforsøg af street racere i Japan og USA. For det er jo fristende at smide et monster af en turbolader på boxeren og hente 100 hk mere. Bilen kan sagtens klare det, det er jeg på ingen måde i tvivl om. Man skal bare huske, at man piller ved selve grundideen for bilens skabelse – ingen turbolader!

 

Motoren er et lille mesterværk, og selv med ”kun” 200 hk er der masser af power at lege med. Du skal bare vide, at det røde felt på omdrejningstælleren først starter ved 7.500 o/min, og GT86 begynder først rigtig at trække igennem omkring 4.200 o/min. Det gør det pokkers underholdende at køre bilen helt ud i hvert enkelt gear. Og når vi nu er ved gearkassen, så er der virkelig tale om gear der ligger tættere end et teenage spejderkorps på nattetur. Hvert eneste skifte er en udsøgt fornøjelse og selvom gearene ligger så tæt, så kommer du ikke til at misse et skifte og ende i femte gear, når du skulle have været i tredje. Det er hamrende godt lavet! GT86 fås også med automatgear. Men, uden at have prøvet det, så hold dig fra det. Det er den manuelle gearkasse simpelthen for god til.

 

GT86 er en hurtig bil, og føles faktisk i mange tilfælde hurtigere end den er. Specielt når der er tale om acceleration igennem sving – for på et lige stræk tager det faktisk 7,6 sekunder at nå de 100 km/t, hvilket ikke er imponerende. Men, så snart vejen svinger lidt, er oplevelsen en helt andet, og jeg ville meget gerne have GT86 med på en bjergtur i det sydfranske, hvor den helt sikkert ville være i sit es, bl.a. takket være de helt igennem perfekte bremser, der gør dig i stand til at bremse meget senere end normalt, og selvfølgelig vægtfordelingen på 53:47.

 

Fun mode

GT86 er udstyret med alverdens sikkerhedsudstyr, bl.a. VSC (Vehicle Stability Control, red.), som hjælper med at holde dig på rette kurs. Faktisk hjælper det lidt for meget i mine øjne og griber meget hurtigt ind, hvis bagenden gør det mindste tegn til at smutte en tur. Det er dog muligt at slå dette fra ved at trykke på en lille knap med tekster VSC/Sport mode. Faktisk burde der stå VSC/Fun mode, for GT86 lever fuldt ud op til ideen om at skabe et køretøj med japanske drifting biler i tankerne. GT86 er uden VSC slået til forbavsende nem at kontrollerer - selv om det ikke er noget man skal gøre til hverdag. Det er kun til sjov under kontrollerede forhold.

 

Interiør

Indvendigt er der også tale om race. Når du først er kommet ned i sæderne (GT86 er den laveste Toyota på markedet med en førerposition kun 460 mm over vejbanen, red.), kan du nyde godt af den forholdsvis spartanske indretning, der er domineret af den store omdrejningstæller, de veldesignede flykontakter og det rammeløse bakspejl. Det er nemt at finde en optimal kørestilling, og du føler dig med garanti hjemme i kabinen. Der er ikke noget luksuriøst over kabinen, selvom der både er læderrat med flotte røde syninger, navigation, cruise control og sort taghimmel. Plastkvaliteten er OK, men ikke prangende.

 

Prismæssigt er det svært at finde noget, der matcher Toyota GT86, med undtagelse af Subaru BZR naturligvis. 540.000,- er basisprisen. Vores testbil var udstyret med Toyota Touch og navigation. En udskrivning på omkring 11.000,- ekstra.

 

Konklusion

Ja, der kan godt findes hurtigere og mere luksuriøse biler til 540.000,-. Men, du finder ikke en med baghjulstræk, frontmotor og så meget køreglæde!

 

Er der så ingen ulemper ved GT86? Jo, det er der da. Bruger du bilen til hverdag, ville du ønske at navigationsanlægget kunne guide dig uden om vejbump og asfalthuller pga. undervognens hårdhed. Du ville ønske, at bagsædet havde plads til folk der var udstyret med ben. Og du ville ønske, at du ikke skulle anstrenge dig for at se galant ud, når du stiger ud af den lave bil.

 

Men, som jeg tidligere skrev, så er det slet ikke det der er essensen med Toyota GT86. Her er tale om en ægte GT med frontmotor, baghjulstræk, close ratio gearkasse og super lækker undervogn – alt sammen til en pris, der er mere end fair. Og så længe du ikke køber GT86 fordi du vil have en praktisk og hurtig sportsvogn til dagligdagskørsel, så tror jeg ikke du finder et bedre køb indenfor genren lige nu. Toyota GT86 er rendyrket køreglæde, der meget nemt kan gå hen og blive en klassiker, som sin forgænger!

 

”86”

Du har måske siddet og tænkt, hvorfor bilen hedder ”86”. Tallet refererer til boxermotorens boring og slaglængde, der er netop 86 mm. 86 mm er også den nøjagtige diameter på udstødningsrøret.

 

 

TEKST

Brugte biler fra alle bilmærker