I Danmark lider vi jo desværre under vores meget høje afgiftssystem. Derfor finder importørerne på utallige måder at reducerer den enorme afgift på. Et af de nyeste og mest populære tiltag er ”Camper” versionerne af store 4x4 biler. Selve ideen med en camper udgave af et eksisterende køretøj er ikke ny og har igennem længere tid været meget brugt ved MPV’er, hvor man fjernede et af sæderne på den 3. sæderække og installerede et lille køkken. Dertil kommer så muligheden for at hæve taget – hvilket i dag kan gøres så professionelt, at det er meget svært at se forskel på den normale MPV og den billigere camper.

Nu er turen så kommet til de store 4x4 biler – og stort set alle de store producenter ser ud til at introducerer en camper model. Hos Toyota er det Landcruiser der har gennemgået forvandlingen og nu introduceres til en afgift på kun 60 %, mod normale 180 %.

Camper?
I camper-versionen får du en normal Landcruiser, hvor antallet af sæder er reduceret fra 8 til 7. Taget kan hæves og bilen er nu også udstyret med køkken, spisebord og et drejbart midtersæde. Og ja, jeg skrev midtersæde – for i Danmark får vi jo intet foræret. Så for at man ikke skal kunne købe sig en lækker 4x4, hvor man fjerner et sæde fra den 3. sæderække, som man sjældent bruger alligevel, så har man besluttet at det sæde, der skal fjernes er det højre sæde af de almindelige bagsæder. Dette giver en tosset sæde kombination, hvor man har halvandet sæde i midten og den ”lille” 3. sæderække til passagerer. Og da man samtidig, ved lov, er pålagt at medbringe en stor sportstaske, med alt camperudstyret, der bl.a. indeholder afdækning og luftmadrasser til 4 personer, – ja, så er der ikke meget plads at boltre sig på. Samtidig skal det siges, at køkken og hvad dertil hører er stort set ubrugeligt på en fornuftig måde. Og det er ikke tilladt at ændre på konfigurationen.

Forskellen
Hvad er det gode så ved camperversionen af Toyota Landcruiser? For det første får du en bil, hvor prisen for en 3,0 liters D-4D med automatgear er reduceret fra 935.738,- kroner til 555.628,- kroner. Et andet plus muligheden for at medbringe passagerer, i forhold til en tilsvarende bil på gule nummerplader. At pladsfordelingen så ikke er optimal, det er et af de punkter, man som dansker på lide under.

Tilfreds?
Efter at have tilbragt to uger og knap to tusinde kilometer i bilen, skal jeg ærligt indrømme, at jeg ikke helt kunne bortlægge irritationen over sædekonfigurationen i bilen. Og jeg er overbevist om at jeg aldrig vil kunne affinde mig med det, lige meget, hvor meget tid jeg skal tilbringe i bilen.

Man skal naturligvis ikke tage fejl af, at Landcruiser er en vidunderlig bil på alle punkter. Komfort, motor, gearskifte, terrænegenskaber osv. er alt sammen perfekt afstemt, hvilket vi ved tidligere lejligheder har skrevet rigtig meget om. Det er bare, som camper, at hele konceptet falder fra hinanden. Hvis man nu havde muligheden for at fjerne et af de bagerste sæder og derved have et stort bagsæde – så giver det hele mening. Ganske som vi ser det i en Kia Carnival e.lign.

Konklusion
Hvis man som kunde mener at det manglende sæde og det latterlige køkken og sportstaske er de 400.000,- kroner værd – så er Landcruiser Camper et meget godt køb. Hvis man derimod kan se ulemperne ved ovennævnte, så skal man måske overveje at finde en lidt mindre 4x4 med 3 sæderækker, som stadig kan erhverves for lige over den halve million.