Toyota Prius parkerer selv

Toyota lancerer verdens første bil, der automatisk kan foretage en baglæns parallelparkering.

At kunne udføre en perfekt baglæns parallelparkering er noget af en manddomsprøve for de fleste bilister, men hjerneforskere hævder, at kvinder fra naturens hånd har det sværest på det punkt. Det hævdes at årsagen skal findes i at kvinders hjerne ikke er optimeret til opfattelse af rum.

Spørgsmålet har givet anledning til utallige diskussioner, og måske derfor har det vakt opsigt verden over, at Toyota 1. september i Tokyo lancerede verdens første bil med parkeringsautomatik, som af sig foretager en bulefri parallelparkering – hver gang.

Bilen er den nye Toyota Prius, som i europæisk udgave har premiere på IAA i Frankfurt netop nu, men til skuffelse for rumligt udfordrede mænd og kvinder skal det straks oplyses, at europa-udgaven ikke er forsynet med det nye, intelligente parkeringssystem. Det er foreløbig forbeholdt det japanske marked.

Parkeringsautomatikken fungerer ved hjælp af afstands-sensorer, et kamera og bilens elektriske servostyring. Parkeringsåbningens størrelse måles, og computeren beregner det korrekte indstyringspunkt. Rattet drejes automatisk af servostyringens elektromotor. Alt, hvad føreren skal gøre, er at køre bilen i position, trykke på knappen til automatikken og træde på speederen.

Toyota-direktør Fujio Cho demonstrerede systemet med begge hænder løftet fra rattet og indrømmede bagefter, at han endda havde glemt at træde på bremsen. Det er heller ikke nødvendigt. Automatikken forhindrer, at Prius kolliderer med bilen bagved eller rammer fortovskanten. Systemet kan endda holde bilen inden for hvide striber på vejen.

Parkeringsautomatikken, som har vakt så stor opmærksomhed, er kun en udstyrsdetalje på en helt igennem avanceret bil. Prius blev præsenteret som verdens første, serieproducerede hybridbil i 1997. Bilen har både en 1,5 liter benzinmotor og en elektromotor. Hybrid-teknikken betyder, at man udnytter de bedste egenskaber hos de to motorformer og opsamler kinetisk energi, bl.a. når bilen bremses. Anden generation er endnu mere energieffektiv, hurtig og miljøvenlig. Brændstoføkonomien er forbedret med over 20 procent og udstødningen er blevet 30 procent renere.

Elsystemet arbejder nu med variable spændinger op til 500 volt, elektromotoren er blevet 50 procent mere effektiv, og styresystemet, der kontrollerer energistrømmene er yderligere forfinet.

Både til undervogn og karrosseri er der gjort udstrakt brug af aluminium, hvilket har sparet 140 kg, og det nye og større karrosseri, som nu er forsynet med stor bagklap, har en luftmodstandskoefficient så lav som 0,26.