Toyota er på vej med nye varebiler til det danske bilmarked. Senere på året introducerer Toyota både Avensis, Auris og Yaris samt den særligt miljøvenlige hybridbil Prius som varebiler på gule nummerplader.

Den nye registreringsafgiftslov har gjort det attraktivt at købe mindre varebiler, og Toyota vil så hurtigt som muligt være på banen med nye varebilsudgaver af nogle af mærkets mest populære bilmodeller.

Avensis, Auris og Yaris

Med forventet levering fra sidst på sommeren er Toyota klar med varebilsudgaver af Danmarks mest solgte personbil i 2006 Toyota Avensis, den netop introducerede Auris og den lille populære Yaris.

Toyota forventer stor efterspørgsel på de nye varebilsvarianter, og derfor er alle sejl sat, for at den praktiske ombygning af bilerne kan igangsættes så hurtigt som muligt, så leverancen til kunderne kan påbegyndes snarest muligt efter sommerferie perioden.

Toyota Prius som varebil

Virksomheder, offentlige myndigheder og private med interesse i at tage maksimalt hensyn til miljøet får nu en oplagt mulighed for at købe markedets mest miljøvenlige hybridbil, Toyota Prius.

Toyota forventer at kunne levere Prius på gule nummerplader allerede fra efteråret. Når brændstoffradraget efter nytår også bliver gældende for varebiler, forventer Toyota at kunne sælge Toyota Prius til priser fra ca. 195.000 kr. ekskl. moms.