Fiat´s nye Doblò Cargo kåret som ”Van of The Year 2006”

Motorjournalister fra 19 lande, alle med speciale i varebiler, kårede torsdag den 13. oktober 2005 Fiat´s nye Doblò Cargo som ”Van of The Year 2006”. Prisen blev uddelt på European Road Transport Show, Europas største messe for kommercielle køretøjer, som afholdes i Amsterdam.

Den flotte kåring af den nye Doblò Cargo blev blandt andet begrundet med det nye, markante design og øgede lasteevne, den nye version med den længere akselafstand samt de effektive Multijet motorer. Juryen fremhæver især den mindste dieselmotor, 1.3 16v Multijet, som på trods af den forholdsvis beskedne størrelse præsterer en stor ydeevne (75 hk og 190 Nm). Fiat Automobiler Danmark A/S lancerer i november den nye Fiat Doblò Cargo og har i den forbindelse store forventninger om, at netop denne motor vil blive efterspurgt på det danske marked.