Toyota Scion

Årets første biludstilling – Greater Los Angeles Auto Show i Californien – kan præsentere verdens yngste bilmærke: Scion.

For Generation Y
2. januar afslørede Toyota de første to modeller af det nye mærke, som skal være Toyota´s ungdomsafdeling på samme måde som Lexus er Toyota´s business class.
Ligesom alle andre bilfabrikanter er Toyota ude efter de yngste bilkøbere, af marketingfolkene kaldet Generation Y, og filosofien er, at de unge vil have biler som adskiller sig fundamentalt fra dem, forældrene kører i.

Scion xB
Især den firkantede Scion xB er udtryk for nogle tendenser, som også kom til udtryk på sidste års Tokyo Motor Show, nemlig at unge mennesker har brug for en container på hjul til alt deres pikpak, et rullende kollegieværelse, hvor de kan spille høj musik og gøre, hvad der passer dem.


Scion xB

Helt nyt koncept
Scion, som betyder aflægger eller ætling, er ikke bare et nyt bilmærke og to nye modeller, men et helt nyt koncept, siger Toyota, og bilerne skal sælges på en måde, der adskiller sig væsentligt fra, hvad der hidtil har været almindelig i Amerika.
Scion får sin egen afdeling hos en række Toyota-forhandlere, og her er ingen påtrængende bilsælgere, men en udstilling, hvor bilernes funktioner og egenskaber demonstreres på store plasmaskærme.

Interaktiv salgsform
I en internet-kiosk kan den interesserede køber vælge farver og udstyr og sammensætte en individuel pakkeløsning, som der også er mulighed for at printe ud. Hvis man har yderligere spørgsmål, kan man bevæge sig hen til ”konsultationsområdet” og selv tage kontakt med en sælger. Han er blevet intensivt efteruddannet i at ”forstå” de yngste generationer og vil bl.a. kunne forklare om de forskellige avancerede musikanlæg, som fås til bilerne.

Ud fra den betragtning, at ungdomskultur i høj grad handler om musik, tilbydes ikke alene flere forskellige lydstærke Pioneer-anlæg med en række digitale effekter og mulighed for at afspille mp3-filer, men bilerne er specielt indrettet med lydabsorberende materialer for at skabe den bedst mulige akustik.

Der findes kun én variant af hver af de to modeller, men masser af udstyr beregnet til at sætte et personligt præg på bilen.

Den anden nye Scion hedder xA. Den er mere ”almindelig” og er baseret på en model, som i Japan hedder Toyota ist.


Scion xA


Begge bilerne har 1,5 liter motor med 108 hestekræfter og er knap 3,90 meter lange.

I USA følger konkurrenter og brancheanalytikere Toyota´s eksperiment med stor interesse. At der er brug for fornyelse for at få generation Y i tale, er der bred enighed om, men folk, der mener at have særlig forstand på ungdomskultur, er skeptiske. Generation Y ønsker ikke at blive betragtet som målgruppe for et ”koncept”, men vil selv have lov at opdage tingene, siger de.

Foreløbig introduceres Scion i Californien og først i 2004 rulles et forhandlernet ud fra kyst til kyst.

af Torkild Sevelsted