Made in Germany: Concept Tiguan med et kraftfuldt og klart designAllroundtalent: Concept Tiguan viderefører Touareg-konceptet til en anden klasse Ren fremdrift: Concept Tiguan benytter det helt nye Clean TDI-koncept

Wolfsburg/Los Angeles, november 2006. Nedtællingen til Tiguan er begyndt: Volkswagen starter salget af lillebroderen til Touareg i slutningen af næste år, en SUV, en særdeles fleksibel ledsager til alle køreture, terræner og situationer. Et bud på, hvordan denne i de fleste tilfælde firehjulstrukne Volkswagen kunne se ud, blev antydet i starten af 2006, da Concept A blev vist i Berlin: Tiguan skinnede igennem på kølergrill, forlygter, motorhjelm, forskærme og hjulkasser, hvor man fik en idé om udviklingens retning. Nu fortsættes denne udvikling i Los Angeles, hvor Volkswagen med verdenspremieren på Concept Tiguan usædvanligt tidligt giver et indblik i en Sport Utility Vehicle, der allerede i løbet af 12 måneder vil stå hos de første kunder.

Den konceptbil, der præsenteres i Los Angeles, drives af en helt nyudviklet Clean TDI-teknologi, næste generation af dieselmotorer. I denne fremtidens dieselmotor anvender Volkswagen et modulkoncept af forskellige systemer, så emissionerne endnu en gang sænkes væsentligt. Til et af disse systemer anvendes fx en NOX, katalysator, så NOX –emissionerne nedsættes med over 90 % for hele systemet, når man sammenligner med bilerne i dag. Clean TDI fra Volkswagen opfylder de strengeste udstødningsnormer i verden.

Clean TDI, der præsenteres i Concept Tiguan, er desuden en af de første dele af den BLUETEC-offensiv, der er indledt af Audi, Mercedes-Benz og Volkswagen i samarbejde.

Målet med dette partnerskab er at etablere begrebet BLUETEC som en fast betegnelse for miljøvenlige og brændstofbesparende personbiler og SUV’er med dieselmotor. BLUETEC er betegnelsen for dieselmotorer, der lever op til de strengeste emissionsnormer på det amerikanske marked. De anvendte teknikker, der er udviklet individuelt af producenterne, har primært til formål at sænke indholdet af kvælstofoxid (NOx), den eneste udstødningsgas, der udledes i højere grad fra dieselbiler end fra benzinbiler. BLUETEC-partnerskabet blev indgået i forbindelse med det aktuelle LA Auto Show.

CONCEPT TIGUAN I DETALJER

Konceptbilen er kendetegnet ved et kraftfuldt og klart design, der er karakteristisk for tyske biler.

Kraftfuld

„Det var meget vigtigt for os, at SUV-konceptbilen fik et kraftfuldt og muskuløst udseende. Det var den allerhøjeste prioritet for os“ fortæller Klaus Bischoff, chef for Volkswagen Design Center i Wolfsburg. Bischoff fortsætter: „En Offroader skal have en lang motorhjelm og en rank statur. Det giver bilen et sikkert og kraftfuldt udtryk.“

Og det giver resultater: Concept Tiguan virker værdig, voksen og skarpsindig. Den viderefører Touareg-ideen om den suveræne rejse- og terrænbil til en anden klasse. Concept Tiguan stopper heller ikke der, hvor andre biler må give op. Men denne egenskab er ikke opnået på bekostning af køreegenskaberne på almindelig vej. Denne bil hører til i begge verdener, på asfalteret vej og på vejspor i terrænet. På LA Autoshow understreger designet af Concept Tiguan helt klart, at den er helt sin egen.

FRONT DESIGN

Den Volkswagen typiske kølergrill på Concept Tiguan her et tredimensionelt design.

En typisk, pålidelig og sympatisk Volkswagen. Og alligevel er alting nyt og videreudviklet. Klaus Bischoff fortæller: „Vi har konstrueret den typiske Volkswagen kølergrill meget kraftfuld. Selv om vi er gået et skridt videre, har vi beholdt de samme symboler, der for ganske kort tid siden blev indført på vores nye modeller.“ Og dette er detaljer, der i tilfældet Concept Tiguan er kommet til udtryk med en mørkeloxering af kølergrillens metallak, der afviger fra bilens farve. Kølergrillen er desuden formet som den typiske Volkswagen kølergrill med integreret gitter og to dominerende forkromede tværribber til venstre og højre for VW mærket og en forkromet ramme. Forlygterne danner en enhed med den typiske Volkswagen kølergrill og stødfangeren.

Motorhjelmen angiver forlygternes form, og giver et meget koncentreret udseende. Xenonforlygterne tilføjer en optisk finesse, fordi de, lige som store studieprojektører – er placeret omkring midteraksen og ser ud til at hænge frit i lygtehuset. Den brede og kraftfuldt udformede stødfanger er placeret under forlygterne. I siderne danner tågeforlygter i separate rammer en afslutning.

Klarhed

Frontens egentlige karakter opstår dog først gennem et samspil mellem alle de designmæssige træk. Her udviser Concept Tiguan med en bredde på 1,85 m, en højde på 1,69 m og en længde på 4,40 m en klarhed i former og proportioner, der får bilen til at springe i øjnene i mængden af SUV’er i storbyens jungle. Klaus Bischoff forklarer, hvordan denne klarhed opstår: „Volkswagen design opstår på grund af en klar arkitektur med linjer og flader. Anvendelsen af få spændingsladede grundlinjer gør Concept Tiguan så karakteristisk og karismatisk.“

PROFILENS DESIGN

Sidelinjerne,.fra forlygterne til baglygterne, fremviser en hel perlerække af gennemtænkte designdetaljer.

Det samme gælder for profilen af Concept Tiguan. Også her dominerer formernes klarhed og kraft, også her er der ikke en eneste detalje, der tilfældigvis ser ud, som den gør, eller ikke er tænkt til ende. Set fra siden er de små VW tegn i 19“-fælgene de eneste logoer, der „afslører“, at Concept Tiguan er en Volkswagen. Og alligevel er den ved første blik let genkendelig som Volkswagen og især fra dette perspektiv let genkendelig som en bror til Touareg.. Det er helt tydeligt, at denne SUV stammer fra Europa, nærmere bestemt fra Tyskland. Klarhed og kraft former de helt særlige hjulkasser, vindueslinjen stiger hen mod bilens bagende, dør- og skærmfladerne er udformet tredimensionelt, og C-stolperne har et helt specielt design.

Hver detalje følger logikken fra den form, der forbinder helheden. Det gør, at Concept Tiguan har samme optiske udstråling som Touareg. De markante hjulkasser og naturligvis de solide C-stolper, der står på muskuløse skuldre, er eksempler på typisk VW design.

Dæk

Da Concept Tiguan er en konceptbil, kunne designerne også afprøve nye ting med hensyn til dækkene. 19”-dækkene er blevet udviklet af Continental specielt til denne prototype. Det smarte: Dækkene har en orange omløbsstribe under profilen, der således er tilpasset til lakfarven på Concept Tiguan.

Denne omløbsstribe er ikke bare lakeret, den er derimod et farvet gummilag, der er en integreret del af karkassen. En synlig orange stribe i profilen understreger dækkets størrelse. De 19“ letmetal-fælge, der er antracitfarvet lige som karrosseriets beklædninger, er et konkret forslag til den serieproducerede bil.

BAGENDENS DESIGN

Dette klassiske firehjulstrækker-design virker suverænt og giver en lang række praktiske fordele.

Bagendens design er typisk for Volkswagen. Her gælder dog også, at designet er genkendeligt, og alligevel er det hele anderledes. Genkendeligt, fordi baglygternes opbygning følger Eos eller Passat og er en del af det kraftfulde skulderparti. Anderledes, fordi det samlede design går nye veje; den lodrette bagklap rækker langt ned i stødfangeren og er en del af et design, der kombinerer klassiske, rene firehjulstrækkerelementer med moderne, urbane former. Lige under bagklappen sidder bilens nummerplade. Stødfangerens nederste del er, lige som på bilens front, ikke lakeret for at tage hensyn til modstandsdygtigheden under offroad-kørsel. Markante elementer: den integrerede diffusor og de ligeledes mørkt beklædte afgangsrør i venstre og højre side.

KABINE

Et stort panoramatag lader lyset strømme ind i den variable og rummelige kabine.

I kabinen er konceptbilen holdt i sort, sølv og orange. Fx er lædersæderne, instrumentpanelet, der er delvis beklædt med læder i vintage-look, dørbeklædningerne og læderrattet holdt i sort. Dekorindlæggene samt dørgrebene og -håndtagene er i sølv. Alle lædersyninger samt dækprofilens mønster, der er gengivet på sædernes midterstykke, er orange. At der trods det mørke interiør alligevel er en venlig atmosfære i Concept Tiguan, skyldes ikke kun interiørdesignet, men også det gennemsigtige panoramaskydetag, der er 1,34 m langt og 0,85 m bredt.

Når man sætter sig ind i konceptbilen, mærker man straks, at kabinen er gennemtænkt, ergonomisk udformet og rummelig. Man sidder lige komfortabelt på alle fem pladser i Concept Tiguan. Bagsædet kan forskydes i længden og klappes frem komplet eller asymmetrisk delt. Når bagsædet er klappet frem, har Concept Tiguan plads til alle slags genstande med en længde på op til 2,5 m. Den er således blevet forvandlet til en MPV. I løbet af næste år følger de mere præcise data, også til de talrige tekniske innovationer i den nye Volkswagen. Det vil ske, når ordet Concept ikke længere står foran navnet Tiguan.