Volvo S40 og V50 We - kampagnebil med BLIS

Med overgangen til modelår 2009 i uge 20 lancerer Volvo Personvogne Danmark nye kampagneversioner af Volvo S40 og V50, hvor BLIS indgår i en attraktiv pakke til kun 12.000 kr.

Volvo Cars har gennem de senere år lanceret en lang række sikkerheds- og komfortsystemer, som hjælper og vejleder føreren, så risikoen for ulykker mindskes. Et af disse systemer er BLIS (Blind Spot Information System), der nu indgår i en ny udstyrspakke til Volvo S40 og V50.

Styr på den blinde vinkel
BLIS hjælper føreren med at holde øje med bilens blinde vinkel. Systemet er opbygget med to bagudvendte kameraer, der er indbygget i sidespejlene. Hvis et køretøj er på vej ind i den døde vinkel, advares føreren via en lille, rød lampe i venstre eller højre fordørsstolpe. Og dermed har føreren en langt bedre mulighed for at vurdere, om det er sikkert at skifte vognbane.

BLIS aktiveres, når bilen kører mere end 10 km/t, og systemet registrerer stort set alle slags køretøjer fra motorcykel-størrelse og opad – i såvel dagslys som i mørke.

Fra uge 20 indgår BLIS i en We-pakke til alle Volvo S40 og V50. Ud over BLIS indeholder We-pakken også Dalarö indtræk, ECC, Cruise control, make-up spejle med lys, ratfjernbetjening af lydanlægget og el-indfældbare sidespejle m/ lys. Prisen for disse kampagnemodeller starter ved 278.500 kr. for Volvo S40 1.6 og 305.000 kr. for V50 1.6. Hertil kommer 12.000 kr. til We-pakken.

Disse kampagnemodeller kan bestilles allerede nu, og de første modeller ventes at nå de danske landeveje til juni.

Flere forandringer
I forbindelse med modelårskiftet sker der desuden en række udstyrsmæssige forandringer på såvel Volvo S40, V50 som C30. Det gælder f.eks. RTI navigationssystemet, som har fået et nyt udseende med bl.a. nye farver og symboler samt mulighed for fugleperspektiv. Desuden er der nu USB/iPod tilslutning på High Performance og Premium Sound lydanlæggene.

Bag på bilerne kan man kende det nye modelår på Volvo's nye emblemstrategi, hvor Volvo-navnet nu skrives med større mellemrum mellem bogstaverne, sådan som vi i dag allerede kender det fra bl.a. Volvo V70.

Ny, stærk dieselmotor
I den nye modelår får Volvo S40 og V50 også Volvo's største dieselmotor, den femcylindrede D5-motor (2,4 ltr.), der i denne version yder 180 hk med et maksimalt drejningsmoment på 400 Nm. Den har i lighed med alle Volvo's øvrige dieselmotorer partikelfilter som standard. Når det gælder gearkasser, findes den både med seks-trins manuelt gear og fem-trins Geartronic automatgearkasse. Trods de mange kræfter ligger brændstofforbruget fint, idet f.eks. Volvo S40 kører 15,9 km/ltr. (man.) og 14,3 km/ltr. (aut.).

Her starter priserne på Volvo S40 ved 406.500 kr. og på V50 ved 434.600 kr. plus We-pakken til de 12.000 kr.

Powershift - ny smidig aut. gearkasse
Endelig introduceres også en nyudviklet sekstrins automatgearkasse til 2.0D, kaldet Powershift. Denne nye Powershift gearkasse har såkaldt dobbeltkoblingsteknologi, hvilket reducerer brændstofforbruget med otte procent sammenlignet med en konventionel automatisk gearkasse.

Den dobbelte kobling betyder, at gearskiftene sker omgående og meget smidigt, og dermed undgåes det krafttab ved gearskifte, man ellers kan opleve ved automatiske gearkasser. Samtidig er der også mulighed for at skifte manuelt mellem gearene, hvis man ønsker det.

Merprisen for Powershift, der leveres til 2.0D-versionerne af Volvo S40 og V50, er 33.000 kr., og de første leveringer forventes efter sommerferien.