Lidt vildere Volkswagen

Af udseende ligner CrossPolo en krydsning mellem et lille terrængående køretøj og en kompakt familiebil, og sådan opfører den sig også. Den charmerende og viltre bil kommer til Danmark i et begrænset antal eksemplarer og kan købes hos landets Volkswagen-forhandlere nu.

Frirum og frihøjde til fritidsfolket

For friluftsfolket er den fikse CrossPolo i offroadstil et godt bud på en ny bil. Om end den kun er forklædt som firehjulstrækker, står den forhjulstrukne CrossPolo ikke tilbage for uvejsomt terræn. Den glimrende fremkommelighed kan den takke de 15 millimeters ekstra frihøjde i forhold til bror Polo for. Undervogn og 17” alufælge alene bevirker et plus i højden på 32 millimeter. Tælles tagrælingen med, står CrossPolo 70 millimeter højere end de klassiske Polo-varianter. Den er 9 millimeter længere, 21 millimeter bredere, mens sporvidde og akselafstand er de samme.

To træk- og omdrejningsvillige 1,4 liters benzinmotorer hjælper CrossPolo på vej og yder foruden køreglæde henholdsvis 75 og 101 hk. Tryghed i form af både front- og sideairbags samt automatiske selestrammere til forsæderne er indbygget, ligesom ABS, ESP og bremseassistent.

Ligesom en ægte offroader har CrossPolo fire døre og en stor praktisk bagklap, som gør det enklere at stoppe alt fritidsudstyret eller shoppingposerne ind i bagagerummet. Med fem passagerer indeholder bagagerummet 270 liter, men med bageste sæderække nedfældet, kan lastkapaciteten øges til hele 1.030 liter. Til overflod findes der en række smarte rum og løsninger til opbevaring af småting, f.eks. skuffer under forsæderne, lommer på forsæderyglænene og –siderne og kopholder foran.

Selvstændig model med sin helt egen stil

Den er frisk og sporty og udstråler glæde. Volkswagen Individual står bag det karakteristiske design og det specielt sammensatte udstyr til CrossPolo. Som GTI og R er Cross et selvstændigt produktmærke, som fører et ukonventionelt og lidt vildere medlem til den populære Polo-familie. CrossPolos robuste og humørfyldte natur afspejler sig i detaljerne. Sidespejlene er krom-lakerede og korresponderer i farveholdning til tagrælingen. Den forreste stødfanger har fået mere markerede, kraftige linier. Fronten er rammet ind i mat aluminium, og den karakteristiske v-formede grill viser slægtskabet med andre sportslige Volkswagen-modeller. De integrerede tågelygter foran følger med.Også indvendigt understreges det, at her kommer en atletisk og lidt rå Polo: Superlækre sportssæder med synlige sømme, fire-eget læderrat med indlagte plader i mat aluminiumfarve, gearknop smykket med Cross-logo, instrumenter indrammet i krom og pedaler af aluminium. Det antal CrossPolo, der importeres til Danmark, er meget lækkert udstyret. Der er for eksempel halvautomatisk airconditionanlæg Climatic, fjernbetjent centrallås med to nøgler, el-sideruder, justerbar varme i forsæderne, elektrisk indstillelige sidespejle med varme, opvarmelige sprinklerdyser, højdeindstillelige forsæder, kørecomputer og lys i bagagerummet.

Priser

I maj lander én og kun én ladning CrossPolo, som sælges via de danske Volkswagen-forhandlere. Der er fem farver at vælge imellem: Magma-orange med sort-orange indtræk eller flashrød, ravennablå, reflekssølv og black magic med sort-gråt interiør. Priserne for den sjove bil med alt det frække udstyr, som ikke kan vælges fra, er attraktive: 238.999 kroner for CrossPolo 1,4 med 75hk og 255.997 kroner for modellen med 101 hk.