Bilfolket har ventet længe på en ny Golf – og nu kom den endelig. Grunden til denne venten ligger helt klart i Golfens indflydelse på store dele af bilindustrien. Det er jo ikke for sjovt at man har opkaldt en hel klasse (Golf klassen) efter netop denne model. Det er simpelthen fordi, at bilen i over 30 år har sat standarden for, hvordan noget skulle fungere, når vi havde med netop denne størrelse bil at gøre. Dette har VW selvfølgelig levet godt af og Golfen har måske også fået ekstra mange roser med på vejen, fordi man efterhånden havde vænnet sig til at skrive ”Golf klasse” og ”Golf kvalitet”. Dette har så også gjort, at VW selv har nogle ting at leve op til, når man kommer med en helt ny version af en så populær bil. Spørgsmålet er så bare om den gør det.

Motoren
Den 1,6 liters FSI motor er helt nyudviklet. Vi kender den også fra VW Touran, hvor den først blev introduceret. Motoren yder 115 Hk ved 5.800 o/min og har et moment på 155 Nm. Momentet indfinder sig ved 4.000 o/min.
I Touran virkede motoren en smule svag, hvis der var læs på – men i Golfen virker den ganske tilstrækkelig og også ganske kvik, selv med læs. Forklaringer ligger helt klart i vægtforskellen på de to biler, hvor Touran vejer 200 kg mere end Golfen.
Vejen til de 100 Km/t er overstået på knap elleve sekunder og topfarten er 192 Km/t. Sammen med den nye FSI teknologi, følger også et 6. gear. Ganske behageligt, når der cruises på motorvejen. Rent brændstoføkonomisk lover VW 15,2 Km/l - et tal vi fuldt ud kunne tilslutte os efter en uges test.

Designet
Designet på den nye Golf kan diskuteres meget – og det er det også blevet. Man er ikke i tvivl om at det er en Golf når man ser den – man er måske mere i tvivl om, hvorvidt den er pæn. Her på redaktionen var der helt klart delte meninger om netop dette område. VW siger selv, at de har forsøgt at skabe et mere dynamisk og kraftfuldt design, der stadig er tro mod de ”klassiske” Golf linjer. Forenden har fået dobbelte forlygter med integrerede blinklys. Samtidig har man integreret blinklysene i sidespejlene, så de er oppe i højden. En ganske praktisk detalje, som flere og flere bilproducenter benytter sig af.

Bagenden er meget anderledes en tidligere set fra VW’s side – måske lige med undtagelse af VW Phaeton.

Interiøret
Det der med at Golf sætter standarden, specielt hvad angår interiør og samlekvalitet, har længe været brugt når man skulle beskrive en bils kvalitet på netop disse områder. Og nu er det så at Golfen skal stå sin virkelige test, for lever den selv op til dette. Svaret må være nej. Selvfølgelig er der ikke noget i vejen med interiøret, samlekvaliteten og det generelle valg af materialer. Men, det der i mine øjne er problemet, er at Golfen ikke længere skiller sig ud fra mængden. Mange af konkurrenterne har nøjagtig samme høje kvalitet og nogle endda bedre.

Jeg vil gerne fremhæve sæderne, i den nye Golf – men ikke for noget godt. Alle her på redaktionen havde problemer med at finde sig tilrette i bilen. Der var gentagne gange eksempler på sovende fødder eller lår. Ganske trist, i en kabine, hvor man ellers befinder sig ganske godt.

Sikkerheden
Golfen er med helt fremme når det drejer sig om sikkerhed. 5 nakkestøtter, hvor de forreste er aktive – 6 airbags – 5 trepunktsseler, samt ratstamme og pedaler, der trækkes tilbage i tilfælde af kollision. Samtidig bydes der på ESP og DBA (Dual Brake Assist). Denne mængde sikkerhedsudstyr er standard for alle udstyrsversioner af Golfen.

Konklusion
Den nye Golf er en god og yderst velkørende bil. Specielt motoren og den 6-trins gearkasse skiller sig ud og byder i samarbejde med den gode undervogn på en behagelig men også dynamisk køreoplevelse. Rent sikkerhedsmæssigt er Golfen med helt fremme, hvilket desværre ikke er helt gældende når det drejer sig om komforten i kabinen og bilens pris. 269.076,- kroner koster denne 5-dørs model med Trendline udstyr. Det er godt 55.000,- mere end en Peugeot 307, der udstyrsmæssigt er foran Golfen.

Vil man gerne have Golf og betaler man gerne merprisen for navnet og det image der følger med, så går man ikke galt i byen. Der er ingen tvivl om at den nye Golf er en god bil og på nogle punkter en rigtig god bil. Men, de dage, hvor Golf satte standarden – de er ovre.