Der er ikke længe til, at den nye VW Golf er at finde i salgslokalerne hos de danske forhandlere. Derfor er det også ganske naturligt, at VW sender nogle rigtig veludstyrede udgaver af den nuværende model på markedet, til priser der er virkelig skarpe. VW har valgt at kalde modellerne for Match.

Når du vælger en Golf Match, så får du ekstraudstyr for cirka 30.000,- oven i hatten. Det drejer sig bl.a. om 2-zonet klimaanlæg, multifunktionslæderrat, tågeforlygter med drejelys, parkeringssensorer, 16” letmetalfælge, sædevarme, sortlakerede sidespejle og meget mere. Golf Match findes i fire forskellige motorvarianter, hvoraf de tre af dem fås med en suveræn dobbeltkoblingsgearkasse (DSG) med enten 6 eller 7 trin. Vi har testet Golf Match 1,6 TDI med 105 hk og 5-trins manuel gearkasse.

Som helhed
Golf er og bliver en Golf. Med det mener jeg, at det er umuligt at pille ved den følelse man får, når man sidder bag rattet. Pladsen er meget konservativ, men alt sidder som det skal. Du falder ikke i svime over fede detaljer, for VW pakker det så nydeligt ind. Der er jo ingen grund til at lave noget ekstravagant, der får folk op af stolene og begynder at brokke sig over en fancy detalje. Det er bestemt ikke negativt ment, for sådan skal det være. Golf er og bliver en bil for dem der vil have det sikre og velkørende, der er pakket pænt ind og holder sin værdi lidt bedre end de konkurrerende mærker.

Bag rattet i Match 1,6 TDI er det nemt at finde en god kørestilling. Når du drejer nøglen springer den 1,6 liters dieselmotor velvilligt i gang, dog med en karakteristisk ”diesel-lyd”, der bestemt er til at høre. Ja umiddelbart virker motoren ret gammeldags i sin optræden – lige indtil den er varm. Så er den smidig og yderst behagelig. På trods af den forholdsvis lave ydelse, så er drejningsmomentet tilpas stort til at sikre nogle pæne accelerationer, der foregår uden smidigt op igennem omdrejningstallet. Gearingen er samtidig meget vellykket og du savner egentlig ikke et 6. gear. Mod en merpris på godt 35.000,- kan du få din 1,6 TDI med 7-trins DSG.

Rent økonomisk er motoren slet ikke så ringe. VW lover 24,4 km/l ved blandet kørsel. Et tal vi umiddelbart vurderer til at være rigtigt, da vi ved testkørsel ramte 22,7 km/l.

Køreegenskaberne er virkelig gode – men det har de jo altid været i Golf. De er bare ikke de bedste i klassen længere – her må Golf lige se sig overgået af Ford Focus. Men, vi er nede i nogle detaljer, som 95 % af alle bilister ikke vil mærke noget til overhovedet.

Pladsen er rigtig god, både foran, ved bagsæderne og i bagagerummet. Fire voksne kan snildt tage på tur med en ordentlig omgang bagage, og uden problemer komme frem til målet uden knæmærker i forsæderne og glemte tasker i bagagerummet.

Valget
Priserne på Golf Match er rigtig fine – og det er fristende at springe på vognen, hvis du alligevel er på jagt efter en ny Golf. Du har også mulighed for at vente på den nye model, som kommer om ganske få uger. Rygterne siger, at den nye model ikke bliver så dyr, som den nuværende - men udstyrsmæssigt vil Match nok stadig være lidt foran. Hvilken motor du skal vælge er et spørgsmål om temperament. Den 105 hk diesel er rigtig fin, men det er den 1,2 liters TSI-motor med 105 hk så sandelig også – og den er næsten 30.000,- billigere.