Da VW endelig kom med på MPV konceptet var det med den lidt småkedelige og snusfornuftige Touran. Det eneste ankepunkt der har været ved bilen, og stadig er, er det konservative design både indvendigt og udvendigt. Det har man ikke ændret ret meget på siden introduktionen, men grunden til at bilen igen er blevet spændende, er introduktionen af en ny motor, og det nye system til automatisk parallelparkering.

Twincharger – ny kombination af teknik
Som efterhånden mange andre bilproducenter, er VW også begyndt at udvikle små motorer med høj ydelse for at opnå et lavt brændstofforbrug. Umiddelbart er VW nået langt med projektet, især fordi man udnytter og kombinerer flere forskellige og nye teknikker.

Motoren i denne Touran er på 1.390 cm3, har direkte indsprøjtning, kompressor og turbo – alt dette giver en ydelse på 170 hk, et drejningsmoment på 240 Nm. og et EU-mix på 13,2 km/l. Ligesom VW’s 2,0 liters FSI motor, er denne også blevet kåret til årets motor i verdenen, og er da også en rigtig perle.

På trods at de beskedne ”kubik” yder denne motor det samme, som en langt større motor, takket være både kompressor og turbo. Fordelen ved at benytte både kompressor og turbo, at man får mange hk i hele omdrejningsspektret. Kompressoren arbejder bedst ved lave omdrejninger, mens turboen arbejder mere effektivt ved højere omdrejninger. Motoren er omdrejningsvilling, kraftfuld og støjsvag. 

Parkeringshjælper
I mange år har folk drømt om, at bilen selv kunne styre, bremse, navigere og parkere, og efterhånden er teknikken blevet så udviklet, at alt efterhånden kan lade sig gøre. Bilerne kan bl.a. fås med indbygget radar, der holder øje med de andre bilister, og som sørger for en korrekt sikkerhedsafstand. Lexus har netop introduceret modellen LS460, som selv kan holde kursen på landevejen, så man ikke behøver at holde hænderne på rattet. De systemer er stadig meget dyre, og kun installeret i biler i millionklassen, men med VW’s introduktion af det automatiske parkeringssystem kan den ”almindelige” befolkning også lege med det nyeste udstyr.

Parallelparkering i Touran
VW’s Touran er den først der får systemet til automatisk parallelparkering. VW kalder kalder for ”Park Assist”. Det fungerer ”ganske simpelt”. Man aktiverer systemet via en knap, og så kører man med maks. 30 km/t langs med en række parkerede biler, indtil ultralydssensorer monteret på siden af bilen finder en tilstrækkelig stor plads.
På et lille display mellem speedometer og omdrejningstæller kan man følger med i hvad systemet laver, og hvad næste skridt er. Når der er fundet en passende plads vises det i displayet, og man triller forsigtigt frem indtil displayet viser, at man skal stoppe og sætte bilen i bakgear. Nu overtager ”parkeringsassistenten” rattet, og man blot skal selv styre speeder og bremse. Hvis man er modig nok til at give gas (maks. 7 km/t) kan parkeringen foretages på under 15 sek.. I praksis virker systemet glimrende, og kan være til stor hjælp for dem der er ikke er gode til at parallelparkere, eller som ikke gør det så ofte. En trænet chauffør kan dog parkere bilen på mindre plads end park assistenten kan, som kræver 1,4 m udover bilens længde, men det er nok også den eneste ulempe ved systemet.  

Priserne for systemet virker ikke afskrækkende. Som enkeltstående ekstraudstyr koster systemet 17.000 kr., men i forbindelse er en DK-udstyrspakke kan man nøjes med at give knap 7.000 kr..

Se video med Parkeringsassistenten i aktion.

Finpudsning
Udover de to store nye tiltag med parkeringsassistenten og den lækre motor har Touran ikke gennemgået de store ændringer siden introduktionen. Der er ændret lidt ved kølergrillen så den er i samme stil som VW EOS. Også kofangere samt baglygter er nænsomt blevet kælet for. Kvaliteten er i top med super lækre sæder, god plads, ”117” aflæggerum (omkring 40 stk. hvis man tæller efter), en god undervogn og i denne udgave det perfekte DSG gearskifte.

Solid, praktisk, kvadratisk og koster mange penge
VW Touran er, med en pris for denne model på knap en halv million, en pebret affære, men man kan nok ikke kalde bilen for dyr eller et dårligt køb. Denne model har meget udstyr og ”legetøj”, som kan fravælges, hvis man ikke har det behov. Specielt de 2 ekstra sæder som gør bilen til en 7 personers bus er ikke meget værd. Pladsen på sæderne er meget begrænset, og adgang hertil er mildest talt dårlig - så spar de 15.000 ekstrasæderne koster.