BMW's nye elektriske SUV er designet til at tilfredstille de mest vulgære kunder, og man kan spørge sig selv, om verden er bedre tjent med en stor, tung SUV. Uanktet gemmer den elektriske BMW på flere gode takter. 

IX er en helt ny model for BMW, og designet er måske det mest outrerede, der er kommet ud af Bayern i mange år. Nu er design jo en personlig ting, og jeg får personligt associationer til en flodhest all dressed up til Rihanna-koncert, mens kabinen minder om en spaklub i Sankt Petersborg. Teknisk er bilen dog mere avanceret end gennemsnittet. Platformen er ny, og den første elbil-specifikke platform fra BMW siden BMW i3 i 2013. Ligesom i3, er iX opbygget af aluminium, højstyrkestål og så kulfiberforstærket plastik. Det er en type af kulfiber, som er meget stærk og let, men til forskel fra rigtig kulfiber, kan den serieproduceres.

Kampen om fremtiden – er el bedre end brint?

Der findes både en iX40 og iX60. Vi kører den lille, som har et 76,6 kWh stort batteri, hvoraf 71 kWh er nettokapaciteten, der kan bruges. Batteriet kan lades med enten 11 kW eller 150 kW, og den officielle rækkevidde er 425 kilometer. Bilen vejer 2.440 kilo til trods for masser af eksotiske byggematerialer. Heldigvis har bilen en meget lav vindmodstand på 0,25 Cd, som gør, at der kan vrides lidt flere kilometer ud af batteriet.

Fremdriften leveres af to elmotorer, der trækker hver deres aksel. I alt er der 326 hestekræfter og 630 Nm, som kan sende iX40 til 100 km/t på blot 6,1 sekunder.

En russisk natklub

Det er kabinen, som for alvor overrasker. Her kunne du lige så vel få serveret luksus-vodka fra letpåklædte damer, som du kunne køre børnene til din svigermor. Stilen er alt andet end afdæmpet, og Exclusive-pakken, der er ekstraudstyr til 51.499 kroner, giver dig blandt andet knapper udført i krystalglas og sæder i kunstlæder, mens de fleste detaljer er bronzefarvede.

Ren luft - brintbilen Toyota Mirai

Pladsen i kabinen er der masser af, men bagagerummet er overraskende lille. 500 liter, men meget af pladsen tabes på grund af meget tykke paneler, og det efterlader indtrykket af en bil, som er mere smart end praktisk. Det er en tanke, der går igen, når man kigger på fælgene, som er 22 tommer store, og ekstraudstyr til 37.499 kroner. Prisen er en ting, men så massive hjul stjæler rækkevidde. Det samme gør for øvrigt vægt og en stor SUV-silhuet, uagtet hvor vindglat den måtte være.

Faktisk efterlader BMW iX40 et indtryk af at være ret overflødig. Den svarer på spørgsmål, som jeg ikke kunne finde på at spørge om, som eksempelvis; hvor vulgær kan vi gøre en elektrisk SUV. 

Ny vin på gamle flasker – BMW iX3

Men nu skal det jo ikke kun handle om iX40, men også om iX40 som elbil. For en af de fede ting ved den store SUV er, at den har en funktion, der arbejder sammen med navigationen. Så har du indtastet din destination, så fortæller bilen dig altid, hvor meget strøm, du har tilbage, når du er fremme, og det udsletter fuldstændig rækkeviddeangsten for mig, selv på en længere tur til Sverige. Jeg viste nemlig, at jeg kunne sætte bilen i en mormorlader, og da jeg skulle hjem igen, var batteriet fuldt igen. Det kan godt være, det tog adskillige dage, men det er faktisk ret bekvemt. Elbiler er hamrende komfortable, og det er BMW iX40 også, men jeg glæder mig til, at der kommer en elektrisk 5-serie Touring, som er henvendt til det europæiske marked, og ikke mod Asien og Rusland. For elbiler holder - hvis du bare planlægger din rute minimalt.