Efterfølgeren til Lamborghini Aventador udstyres med en helt ny V12-motor, som kombineret med tre elmotorer vil producere over 1.000 hestekræfter og være i stand til at køre fuldt elektrisk.

Lamborghini har nu afsløret de første tekniske detaljer om efterfølgeren til den udgåede Aventador. Med kodenavnet LB744 er der tale om mærkets første plugin-hybrid med tre elmotorer, en benzin-V12’er og over 1.000 heste. Den nye model bliver præsenteret i slutningen af marts 2023, som samtidig markerer 60-året for Lamborghini.

Bilnørderne kører 90’er ikon – Viper er giftig som få

Det er i sig selv lidt sjovt, for både Ferrari, Porsche og McLaren har tilbage omkring 2013 bygget hybridbiler med superkræfter. Men selvom Lamborghini måske er lidt sent ude, så har de i det mindste gjort sig umage med de nørdede detaljer.

Mere power og mindre CO2

Den 6,5-liters V12 er uden turbo eller anden form for trykladning, men suppleres til gengæld af de tre elmotorer. Den ene er integreret direkte i gearkassen, som for første gang er monteret på tværs bag motoren i stedet for foran. Denne opbygning har frigivet plads i den tidligere transmissionstunnel, som nu rummer et batteri.

Kan kongen slå en gammel traktor – Bilnørderne leger med den nye Ford Ranger Raptor

De øvrige to elmotorer er placeret på forakslen og driver forhjulene, hvilket gør LB744 firehjulstrukket. Elektrificeringen giver blandt andet den nye Lamborghini et ekstra kraftigt moment øjeblikkeligt, i situationer hvor V12’eren ikke er i sit optimale arbejdsområde. Elmotorerne er samtidig med til at reducere den samlede C02-emission med omkring 30 procent, sammenlignet med Aventador.

En unik arkitektur

Den nye V12 med typebetegnelsen L545 er både den letteste og kraftigste 12-cylindrede motor, som nogensinde er produceret hos Lamborghini. Den samlede vægt er 218 kilo, 17 kilo lettere end V12-motoren i Aventador. Da gearkasse nu er placeret bagest, er V12-motoren i LB744 desuden vendt 180 grader for at matche bilens særprægede arkitektur.

Den sidste samurai – Toyota GR86

Den benzindrevne V12-motor leverer alene 825 hestekræfter ved 9.250 o/min – og dermed en literydelse på 128 hestekræfter, hvilket er det kraftigste nogensinde fra en V12 fra Lamborghini – mens det maksimale drejningsmoment er 725 Newtonmeter ved 6.750 o/min. Dertil kommer et drejningsmoment på hele 350 Newtonmeter fra hver af de to elmotorer forrest i bilen, og den samlede systemeffekt er på 1.015 hestekræfter.

Elektrisk firehjulstræk

Med sit firehjulstræk viderefører LB744 én af mærkets stolte traditioner – og en feature, som Lamborghini introducerede i sine sportsvogne med Diablo for 30 år siden. Denne gang er teknologien bag imidlertid mere sofistikeret end nogensinde, da forhjulene drives elektrisk, mens baghjulene er forbundet til benzinmotoren og den elektrificerede gearkasse.

Dette giver en masse nye muligheder for køreopsætning, og de forreste elmotorer på hvert sit hjul kan for eksempel arbejde uafhængigt af hinanden og dermed optimere køredynamikken med ekstrem præcision samt genvinde strøm til batteriet. I fuld elektrisk indstilling er LB744 som udgangspunkt forhjulstrukket, men takket være elmotoren i gearkassen bagest kan elektrisk firehjulstræk aktiveres efter behov.

Lille batteri

De tre elmotorer i LB744 får deres kræfter fra et litium batteri, som takket være placeringen i bilens centrale tunnel – hvor gearkassen traditionelt er placeret i en Lamborghini – bevarer bilens lave tyngdepunkt og sikrer en optimal vægtfordeling.

Fremtidens GT – på langtur i Polestar 1

Batteriet er 1,5 meter langt, 301 millimeter højt og 240 millimeter bredt og har en relativt lille kapacitet på 3,8 kWh. Til sammenligning havde Porsche 918 Spyder et batteri på 6,8 kWh,  Batteriet kan lades fra en ladestander med op til syv kWh, svarende til en fuld opladning på omkring 30 minutter – eller det kan oplades under kørslen via genvinding af strøm fra forhjulene eller via opladning direkte fra V12-motoren. Sidstnævnte klares på kun seks minutter.

Ultralet og stærkt chassis

LB744 byder også på en udstrakt anvendelse af innovative materialer i selve konstruktionen af den nye supersportsvogn. LB744 er baseret på et nyt aeronautisk inspireret chassis, som blandet andet består af en monocoque – den centrale part af bilen, som rummer kabinen – skabt i kulfiber.

Desuden er bilens frontstruktur, modsat tidligere tiders aluminiumskonstruktion, nu skabt i Forged Composites, et særligt materiale bestående af korte kulfibre vædet i harpiks. Denne teknologi blev patenteret og anvendt af Lamborghini på de første strukturelle komponenter helt tilbage i 2008.

Fremtiden lige nu – Porsche Taycan Turbo S

Det nyudviklede chassis er både lettere og markant stærkere end dét, som blev anvendt til forgængeren. Således er LB744-chassiset 10 procent lettere end det tilsvarende for Aventador, mens vridningsstivheden er forbedret med hele 25 procent. Dette sikrer både endnu bedre dynamiske egenskaber samt, ikke mindst, en forbedret sikkerhed.