Audis to nyeste modeller, A5- og Q2, har begge opnået den bedste bedømmelse med 5 stjerner i Euro NCAP-testen, og er dermed blandt de sikreste biler i deres respektive segmenter. Det gælder både beskyttelse af voksne og børn i bilen samt fodgængerbeskyttelse og yderligere sikkerhedssystemer.

Nødbremseassistenter indgår fra 2016 i Euro NCAP bedømmelsen, og i Audi Q2 er nødbremseassistenten standardudstyr som en del af Audi pre sense front. Systemet registrerer andre biler eller fodgængere i bilens kørselsretning. Hvis der er fare for en kollision, advarer systemet føreren og indleder om nødvendigt en automatisk nødopbremsning.

Også den nye Audi A5 Coupé og A5 Sportback opnåede 5 stjerner. I A5 Coupé og A5 Sportback bidrager Audi pre sence city, som er standardudstyr, til at undgå ulykker. Ved hjælp af et frontkamera på forruden, som kan se over 100 m fremad, scanner systemet vejen for andre biler og fodgængere ved hastigheder op til 85 km/t. Hvis systemet registrerer en potentiel kollision, advarer det føreren trinvis, og hvis det er nødvendigt, indleder systemet en fuld opbremsning. På den måde kan ulykker ved hastigheder op til 40 km/t helt undgås – inden for systemets grænser. Ved højere hastigheder (op til 85 km/t) advarer systemet føreren og reducerer kollisionshastigheden ved hjælp af bremseindgreb.

Desuden byder A5 på en lang række af yderligere assistentsystemer som f.eks. undvigeassistent og drejeassistent. Mens undvigeassistenten hjælper føreren med at køre uden om en forhindring, overvåger drejeassistenten de modkørende trafikanter, når man skal dreje til venstre med lav hastighed. I en farlig situation bremser systemet bilen ned til stilstand og forhindrer dermed, at man drejer, hvis der kommer modkørende køretøjer.

Både A5 og Q2 er netop introduceret på det danske marked.