Det nålestribede jakkesæt Passat, har fået et grønt slips i form af GTE-versionen, der nu ikke blot er kedelig perfekt, men nu også klarer at køre på trendy eldrift. Det er bilen for dig, der gerne glider lydløst i med tapetet. Men der er lidt klumper i strømmen.

Der er kun én eneste vild ting, som giver en alvorlig panderynke, når du kører i Passat GTE – og det er, at der er et frækt og anmassende skilt med teksten Passat i midten af instrumentbordet. Et sådant praleri med bilens identitet er temmelig u-Passat, da vognen jo er definitionen på anonym diskretion, den perfekte bil til dem, der vil have fire hjul, der bare triller uden bøvl eller småsten i skoen, og som designmæssigt falder i med tapetet.

Med andre ord en utrolig ordentlig bil og trofast som en Bornholmsk klippe. Det sagt, så er der heldigvis lidt løse plomberinger i det perfekte tandsæt, der kan give perfektionismen lidt kant.

Den danske favorit - brugttest af VW Passat

GTE signalerer jo lidt mere kækhed, og den får man i form af en decideret GTE-knap, hvor både elmotor og benzineren trækker samtidigt, men er motoren allerede aktiveret, sker der dog blot det, at der kommer lidt mere larm fra udstødningen, men det er så også det. Den reagerer ikke mærkbart hurtigere på hverken styreudslag, speedertryk eller bremser.

Tanke med ledning
Det er nu heller ikke nødvendigt, for Passat kører fint nok i normalindstilling, hvor du i denne testversion har en 1,4 liter benziner og en elmotor med en samlet systemydelse på 218 hk.

Du får 55 km rækkevidde på ren strøm og kan tanke med ledning – alt er godt, men det er ikke helt perfekt. Vores samlede forbrug kommer sidst i anmeldelsen.

Kabinen er i lækre materialer, der føles solide, tykke og generelt for Passat vanlig god kvalitet.

Alt hvad du behøver – Volkswagen Passat Variant

Men ved motorvejshastighed er der lidt mere vindstøj end forventet og den dråbeformede bil er overraskende vindfølsom.

Ligesom andre folkevogne er den berøringsfølsomme skærm indrettet, så der kommer flere funktioner frem, når hånden nærmer sig skærmen – hvilket gør, at det er svært at betjene i blinde på farten, da øjet leder efter knapper og funktioner, som jo ikke er synlige endnu.

Køresyg
Resten af betjeningen er den sædvanlige folkevognskvalitet fra en af de øverste hylder og det digitale instrumenthus til 9995 kroner er lækkert for øjnene. Instrumentet til elmotor deles med omdrejningstælleren til benzineren på en fin måde, så du med speederen kan holde nålen fra at aktivere forbrændingsmotoren.

Bremserne er ikke skidegode, faktisk skal man give et gedigent tryk på pedalen, før den tager ved, sikkert fordi den helst vil opsamle energien til hybridsystemet og derfor er det først og fremmest generatoren, der bremser vogntøjet.

Fint skal det være – Volkswagen Arteon

Man kan vælge, at vognen høster energi, blot når du slipper speederen, men så går det op og ned i fart på en måde, så konen blev køresyg. Så lad være med det.

Ellers er undervognen utrolig dejlig. Vi bød den på de værste veje vi kunne finde, eller det vil sige, som navigationen førte os ud på for at komme ud af et sommerhusområde. Det viste sig at være en bondemands grusvej med helt utilstedelige dybe huller, men det rystede ikke bilen overhovedet. Den bløde hat af for det. 

Bøf
Trods den elektriske hjælpemotor, som jo har momentet fra 0 omdrejninger, er det som om drivlinjen mangler bøf i lårene. Når man giver gas for at kompensere for det manglende skud i ryggen, lyder mekanikken sølle og skinger. Nogen sportsvogn er Passat ikke, men det overrasker ingen.

Et kritikpunkt, som kun gælder GTE-el-bilen, er, at den kan være totalt umulig at starte. Sagen er, at den altid starter på el, og derfor kan man ikke høre motoren. Ofte viste det sig, at den blot stod med tænding på og derfor ikke reagerede på speedertryk.

Elmotoren bruges nemlig altid til at sætte i gang på de første meter, med mindre den altså er løbet tør for strøm.

Forførende og familievenlig Ford Kuga Plug-In Hybrid

Vores gennemsnit over hele ugen lander på 20 km/l., hvilket er langt fra de opgivne 83,3 km/l, men vi havde også et lidt atypisk forbrug i testugen med en del lange ture på motorvej, hvor strømmen hurtigt forsvandt. Lader du den op og pendler hver vej til og fra arbejde, kan du køre på ren el helt op til motorvejsfart 130 km/t.

Det gør den jo totalt gratis på fossile brændstoffer, hvis du ikke har så mange kilometer til jobbet og i byen er det åndssvagt dejligt at glide gennem trafikken helt lydløs. Så er du ikke en langfartssælger, men blot en lønslavependler giver hybrid-Passaten både god mening og grøn samvittighed hver dag.

Sløv frø i kækt design – Kia XCeed PHEV