Der er nok ikke mange, som er i tvivl om, at måden vi transporteres rundt i bil i, er inde i en rivende udvikling. Selvkørende biler forventes introduceret inden for de kommende år, og traditionelle brændstoftyper, som benzin og diesel har igennem de senere år fået hård konkurrence fra blandt andet elbiler, hvor især Tesla har haft succes. Netop Tesla lykkedes med en super kombination af rækkevidde, køreegenskaber og design, men det er langt fra sikkert, at Tesla også er førende om nogle år. En trussel kunne blandt andet komme fra en vanvittig kinesisk elbil. Bilen hedder LeSEE, og er indtil videre er en konceptbil, der blev præsenteret på motorshowet i Beijing, hvilket blandt andet eb.dk har skrevet om.

Fyldt med underholdning

Bag den high-tech elbil står det kinesiske firma LeEco, og drømmen er, at bilerne skal kunne indgå i en store flåde af selvkørende taxier i Kina, hvor der er store problemer med forurening og lange køer. LeSEE, som er en forkortelse af Le super Electric Ecosystem, kan på mange måder sammenlignes med en smartphone, da den er bygget op omkring underholdning, hvilket stemmer godt overens med, at LeEco er kendt som Kinas svar på Netflix. Hele fronten af bilen er bygget op som en skærm, der kan levere information om bilen, og sidespejle må man drømme sig til, da den del klares af små kameraer.

Bilen er som nævnt stadig en konceptbil, og derfor er der heller intet omkring eventuel produktion og pris. Den teoretiske topfart er på 200 km/t, men ellers er oplysningerne stadig sparsomme, men det bliver spændende at følge projektet.