Vi sidder på kontoret og sveder. Solen og sommeren er for alvor kommet til Danmark, og for nogen er det lig med, at cyklen for alvor skal luftes. For bilentusiaster som os, så er det for alvor tid til at få luftet cabrioleten, hvis altså bare man var den glade ejer af en. 

Hvis ikke det er tilfældet, så kan man jo altid gøre som os, og lade tankerne vandre lidt i drømmeland. Den første cabriolet tankerne lige støder ind i er en Porsche 911 Carrera. Porsche har bare altid været forbundet med frihed og køreglæde. Det at kunne slå kalechen ned i en Carrera cabriolet, mærke vinden og accelerationen på samme tid, samt solen der varmer kroppen - det må være den ultimative køreglæde..! 

Så er det dog lige, at virkeligheden rammer med et brag, som et insekt lige i panden med 180 km/t. For der er et stort problem i denne drøm - prisen. Selv den billigste 911 Carrera Cabriolet på biltorvet.dk får sveden frem på panden - og det skyldes ikke varmen udenfor.

Hårdt ramt af virkelighedens realiteter er det tilbage i drømmeland, for det kræver jo ikke en Porsche 911 Carrera cabriolet at få opfyldt cabriolet drømmene, mindre kan bestemt også gøre det. Audi har for eksempel altid lavet fremragende cabrioleter, og selvom det bestemt heller ikke er biler i den billige ende af skalaen, så er det nok mere realistisk at finde en brugt Audi Cabriolet på brugtbilsmarkedet, som er i et prisniveau, hvor vi kan være med. Eksempelvis denne Audi TT Roadster fra 2000. Audi TT var banebrydende på designfronten, da den blev sat til salg tilbage i 1998, og her 17 år senere holder udseendet i høj grad stadigvæk. Køreegenskaberne fejler bestemt heller ingen ting, og der er bare et eller andet ved de bløde og runde former, som opfordrer til leg og glade dage, og meget gerne en varm sommerdag med kalechen nede. 

Ja mulighederne er mange, hvis man drømmer om en cabriolet, og et godt sted at starte drømmen er på biltorvet.dk, hvor der i skrivende stund er 862 cabrioleter til salg. 

Virkeligheden og arbejdet kalder dog, så det går ikke at drømme mere om cabrioleter, men vi glæder os bestemt stadig til at komme ud i solen, selvom det ikke bliver i en bil uden tag - i hvert fald ikke i denne omgang - men drømmen lever stadig, og sommeren er kun lige begyndt..