De største valg bølger har efterhånden lagt sig, men hvordan det politiske landskab endegyldigt kommer til at se ud de næste fire år, er endnu ikke helt på plads. Således ved vi i skrivende stund blandt andet ikke, hvem der sætter sig i chefstolen i de forskellige ministerier, og om der eventuelt bliver nedlagt og oprettet nye ministerier. Vi ved dog, at de nye ministre skal have en ministerbil at køre i, og for bilentusiaster som os så er det altid spændende at se, hvilket bil der bliver valgt som kørende kontor. I første omgang overtager de formentlig de nuværende ministerbiler, da reglerne foreskriver, at bilerne først må skiftes ud efter fire år, eller når de har kørt 150.000 kilometer.

Audi er en klar favorit

 I den nu foregående regering var der en klar favorit blandt ministrene, da hele 13 havde valgt at lade sig transportere i en Audi A8. Yderligere to ministre kørte ligeledes i Audi, dog en lidt mindre én af slagsen, da de havde valgt en Audi A6. Ergo må en stor del af de nye ministre i første omgang indstille sig på at køre Audi, men det er nu heller ikke det værste. Det er i det hele taget tyskere, som fylder i ministergaragerne, hvor der er blev plads til to BMW 520 og to BMW 730, ligesom Mercedes-Benz er repræsenteret med en Mercedes-Benz S 250 hybrid og en Mercedes-Benz S 400 hybrid. 

Èn enlig svale

Den eneste bil, som bryder den tyske dominans, holder i garagen hos Klima-Energi- og Bygningsministeriet, hvor Martin Lidegaard i sin periode som minister valgte en Tesla S85. Bestemt heller ikke en bil, som hører til i den billige klasse, men til gengæld en bil der ikke sviner miljøet. Tendensen er helt klar, at ministrene vælger biler fra de højere hylder, hvilket er forståeligt nok, da den fungerer som kørende kontor. Der var dog engang, hvor ministrene måtte tage til takke med væsentligt mindre.

Ford og Opel

Tilbage i 1970"erne 1980"erne, hvor Anker Jørgensen var statsminister, var det fra bagsædet af en Ford Granada han styrede landet, mens det i den efterfølgende Schlüter regering var biler som Opel Omega, Honda Legend, Ford Scorpio og Saab 9000, der bragte ministrene rundt i landet. Det er først under den første Nyrup regering, at luksusmærker som BMW og Audi for alvor bliver foretrukne ministerbiler, og i 2001 var der 22 ministerbiler, hvoraf de 20 var enten BMW eller Audi. Den tendens har der sådan set været siden, og det fortsætter det nok også med, men hvilken bil ville du vælge, hvis du var minister, og der ikke skulle tages højde for, at bilen skal indgå som en del af en større pakke?