Ford Focus er en af de absolut mest velkørende mellemklassebiler på det europæiske marked. Focus har altid været kendt for sine formidable køreegenskaber, gode motorer og perfekte gearskifte. Selvom den nyeste generation var designet med lidt mere vægt på komfort, så kan vi ikke tage dens stamtavle fra den, hvilket betyder, at Focus stadig er blandt de absolut bedste i klassen. Det var derfor også en stor fornøjelse, da vi sidste år havde den rappe Focus ST til test – en lækker GTI’er med 225 hk på forhjulene. Men 225 hk er ikke nok for Ford, der gerne vil vise, at de mestrer kunsten at lave almindelige gadebiler om til ekstreme gadebiler. Derfor har de introduceret Ford Focus RS - et monster af en GTI-bil med hele 305 hk på forhjulene og en topfart på 265 km/t. Vi har testet den lille djævel!

Motoren
Den voldsomme motor i Focus RS er en ellers ganske velkendt sag. Vi finder den også i Focus ST og flere Volvo-modeller. Det drejer sig om en 5-cylindret rækkemotor med turbolader. Selve kunsten med at hive de mange hk ud af den bund solide motor var ikke noget problem – men at overføre de mange muskler til forhjulene var straks en anden sag. For at opnå optimal overførsel måtte Fords ingeniører tænke i mange forskellige retninger, hvilket bl.a. resulterede i montering af et mekanisk Quaife spærredifferentiale, en meget hård undervogn, og til sidst den geniale løsning, hvor det maksimale drejningsmoment er dæmpet i de to første gear. På denne måde mindskes den kraft, der skal overføres, indtil ”der er bid”, og bilen er oppe i fart. Derved er det lykkedes Ford at lave en magisk hurtig Focus, der stryger forbi de 100 km/t på blot 5,9 sekunder og først stopper, når nålen rammer 265 km/t – hvilket gør den til den hurtigste Ford i det officielle europæiske modelprogram.

Køreoplevelsen
Når du sætter dig ind i kabinen, vil du blive ganske overrasket, for Ford har nemlig valgt at lade interiøret følge bilens karosserifarve – og da vores testbil var malet i en farve, der må betegnes som syregrøn, ja så kan du forstille dig betrækket på sæderne. Men det er fedt og jeg kan ikke forestille mig det anderledes – slet ikke i en bil som Focus RS.

Sætter du dig ind bag rattet, glider du straks ned i de skålformede Recaro sportssæder, der låser dig fast i et sikkert greb, så du ikke ryger nogen steder, når det er tid til at lege. Rattet er lækkert og tykt og passer perfekt i hænderne. På toppen af instrumentbordet sidder tre små eftermonterede ure, der bl.a. viser turbotryk – for nogen vil dette virke som en ”Brian” effekt – men ikke i Focus RS; sådan skal det bare være.

Et lille tryk på POWER knappen mellem sæderne, bringer monsteret ude foran til livs. Lyden fra de to enorme afgangsrør fylder omgivelserne, og du fornemmer allerede nu, at der er en spændende køretur under opsejling. Læg første gear ind og tryk forsigtigt på speederen – så er morskaben i gang. Den kraftige brummen fra motoren fortsætter når du triller rundt i de lave gear – det er en imponerende bedrift, som ingeniørerne har fået ud af motoren rent lydmæssigt – og det bedste af det hele er, at det ikke lyder falsk.

Det er nemt at mærke, selv ved stille og rolig kørsel, at turboen er til stede. En lækker fornemmelse af, at du ikke mangler muskler i nogen gear. Og vælger du så at træde til, ja så åbenbares en helt ny verden for dig – en verden fyldt med intensitet, power og masser af sjov. De 305 hk vækkes til live på ultra kort tid, og den før så behagelige brummen afløses af den lækreste ”racer lyd” kombineret med en høj hvinen fra turboladeren. En helt igennem lækker følelse, som det er umuligt at få nok af.

Focus RS æder sig på bedste vis igennem alle former for sving, og på intet tidspunkt føler du, at bilen har tænkt sig at lave unoder. Det nyudviklede Quaife differentiale gør sit arbejde ekstremt godt, og forhjulene bider sig fast i asfalten på en måde jeg ikke troede mulig. Det er en sand fornøjelse!

Lige meget, hvilket gear du befinder dig i, vil du få en positiv accelerationsoplevelse. Takket være det enorme drejningsmoment på 440 Nm ved 2.300 o/min, er der punch i alle seks gear. Det er lækkert og godt skruet samme fra Fords side. Men…, for der er selvfølgelig også et men. Begynder det at regne, så ser det hele fuldstændig anderledes ud. De mange hk kan ikke overføres optimalt og alle forhåbninger om at lave kvikke accelerationer forsvinder i takt med mængden af nedbør. Men her kan du så vælge at se det fra en anden vinkel – for så kommer Focusens stamtavle i brug, og du kan nyde godt af den forholdsvis rummelige kabine, det udmærkede interiør og den gode bagageplads – ja faktisk gør regnvejr det til en ideel dag at handle ind.

Designet
En normal Focus er designet efter Fords kinectic design koncept, hvor man ønsker at skabe en bil, der ser ud som om, den er i bevægelse, selvom den holder stille. Det må sandelig også siges at være tilfældet med Focus RS. Bilen ligner noget, der er hentet direkte fra Fords rally-afdeling – bare se de ekstreme skørter, de ekstra brede hjulkasser, den enorme hækvinge og de ekstreme afgangsrør, der på bedste vis er monteret som en integreret del af den veldesignede diffuser. Samtidig får det hele et ekstra nøk opad, takket være den ekstreme syregrønne farve, der på ingen måde misklæder bilen – tværtimod. Ford har valgt at kalde farven for Ultimate Green – ganske passende, selvom Psycho Green nok var mere velvalgt.

Konklusion
Nu har du læst hertil, og har nok fornemmet, at Ford Focus RS har sat sig lige i hjertet på undertegnede. Jeg kan ikke forestille mig en mere gennemført GTI-bil end denne, hvor alt bare går op i en højere enhed. Ja vidst er der konkurrenter, der kan det samme – men de ”snyder” også lidt, da de som regel benytter sig af firehjulstræk – samtidig med at priserne ligger i den høje ende. For Focus RS er på ingen måde dyr – tværtimod. 572.751,- er, hvad du må smide på bordet, hvis du vil have det grønne lyn holdende i garagen. Men med den nuværende ”krise”, lykkedes det os uden problemer at forhandle modellen ned i 500.000,- rent – og det var vel og mærke på fem minutter. Så har du en halv million, der brænder i lommen, og er du tosset med biler, så er Focus RS absolut ikke det dårligste sted at smide dem. Suverænt godt gået Ford!

Af