Nye Opel Corsa er den første model, som er udviklet i et samarbejde mellem PSA og Opel. Det skurrer måske i ørerne på en cerut-rygende Opel-entusiast, men den nye Corsa viser sig at være vældig kompetent – specielt dieselen er fed.

Opel har altid lavet gode, solide biler, men da jeg var dreng, var det kun cerut-rygende ældre mænd med hat, der kørte Opel. Det er et image, mærket har haft svært ved at ryste af sig, og der er bare et eller andet med hæklede pudebetræk i bagruden, der passer bedre i en Opel end nogen andre steder. Situationen er så ikke blevet bedre af, at det stolte tyske mærke er blevet opkøbt af de sneglespisende franskmænd fra Citroën Peugeot-koncernen, bedre kendt som PSA.

Anmeldelse: Opel Astra tager afholdenhed til et nyt lavpunkt

Vi har allerede set de halvkedelige crossovers Crossland X og Grandland X, men nu er det tid til Corsa F – et kerneprodukt for Opel. Det er den første model, Opel har udviklet sammen med PSA i stedet for bare at sætte Opel-skilte på et PSA-produkt. Og selvom bilen teknisk er identisk med den nye Peugeot 208, så lad os med det samme slå fast, at det tegner godt.

Køreglæde
Sæt dig ind i Corsa, og mærk genkendelsens glæde. Opel-rattet og den store gearknop får mig til at famle efter cerut-pakken, men jeg har aldrig røget, og den nye Corsa lægger op til dynamisk kørsel i et omfang, som ingen af de gamle Opel-ejere kunne drømme om. Bilen vejer under 1.000 kilo, og styretøjet er direkte, så forenden følger villigt den retning, du udstikker. Kører du kvikt i et sving og slipper speederen, bliver bagenden løs, som på en ægte GTI, og generelt er Corsa en fornøjelse. Eneste men er en noget stiv affjedring, hvor specielt bagaffjedringen sender slag ind gennem kabinen.

Forrige generation: Kom med ud og køre i den nye Opel Corsa

En del af køreglæden skal findes i motorprogrammet, som i Danmark består af to motorer. En tre-cylindret benzinmotor på 1,2 liter, som yder bare 75 hestekræfter, men formår at flytte Corsa i et fuldt tåleligt tempo. Den femtrins gearkasse er til gengæld lånt fra den tidligere generation af Peugeot 208 og er et slattent bekendtskab. Det er den 1,5-liters dieselmotor til gengæld ikke. Som udgangspunkt koster den 10.000 kroner mere end benzineren, men så får du én cylinder mere, ét ekstra gear og 102 hestekræfter og 250 Nm. Så udover en markant bedre gearkasse er der meget mere overskud i dieselmaskinen, som runder 100 km/t på 9,9 sekunder, mens benzineren skal bruge 13,2 sekunder – det kan godt mærkes i dagligdagskørsel. Så for bare 10.000 kroner får man en markant mere økonomisk bil med mere køreglæde. Så hvis du ikke kun kører helt korte ture, så er dieselvarianten klart at anbefale.

Bagsiden er bagsædet
Så ny Corsa kører godt og har en fed motor, men der er en slagside ved den nye model, som den deler med sin franske tvilling 208 – bagsædet er næsten latterligt lille. Med mine 185 centimeter er det umuligt at sidde deromme på en tur, der er længere end turen til Skjold Burne efter cerutter. Det kan virke underligt, at man fra ingeniørernes side har valgt at prioritere således, for afstanden mellem for- og baghjul, der hvor pladsen er vigtig, er faktisk vokset med to centimeter. Men det lader overhovedet ikke til at gavne bagsædet. I stedet har man så prioriteret et stort, regulært bagagerum.  Det rummer 309 liter, som er ganske respektabelt, men mine knæ ville foretrække, at man havde droppet de sidste 30 liter til fordel for mere benplads.

Anmeldelse: Opel Insignia er for de langbenede

Corsa starter ved 139.990 kroner for en Enjoy med benzinmotor og 149.990 med dieselmotor. Her er en syv tommers skærm i midterkonsollen standard sammen med bluetooth og læderrat med varme. For 20.000 kroner ekstra får man Apple Carplay, DAB radio, elbetjente sidespejle med varme og baksensor. Så kommer dieselvarianten op på 169.990 kroner, hvilket er lidt dyrere end eksempelvis konkurrenten Ford Fiesta Titanium til 154.170 kroner, som dog må nøjes med 85 hestekræfter. Den nye Corsa er et godt bud i sin klasse, både for sin køreglæde, dieselmotor og til prisen. Måske er det på tide, at jeg skodder min opfattelse af det tyske mærke.