DANMARKS STØRSTE PICKUP-TEST: Ford Ranger er kongen, når det kommer til at køre med trailer, og den store pickup overrasker også positivt ved at have det højeste sikkerhedsudstyr.

Ford Ranger Wildtrak er en sjov størrelse. På mange måder er den testens mest amerikanske deltager, alene på grund af sin størrelse, men når man kommer under huden på den, er der mange fine detaljer, som gør den til en fremragende kollega, som forkæler dig. Men det vigtigste først – Ford Ranger er kongen af trailertesten takket være en bjørnestærk femcylindret motor på 3,2 liter og en fast undervogn.

Et værktøj for professionelle – Isuzu D-Max

Italiensk for begyndere – Fiat Fullback

Motoren yder 200 hk og 470 Nm og har en fed og unik lyd fra de fem cylindre, når den skal bestille noget. Og bestille noget det kan Ranger. Når du moser speederen i gulvtæppet, så er det bare med at håbe, at Kubota-gravemaskinen på traileren er spændt godt fast, for Ranger kan flytte sig. Kraftoverskuddet giver en mere afslappet oplevelse i trafikken, fordi du eksempelvis ikke behøver at være en idiot over for de andre trafikanter, hvis du trækker ud foran dem – det er bare at lade de fem propper danse, til du rammer fartgrænsen. Eneste lille minus er den 6-trins automatgearkasse, som virker ældre end konkurrenterne fra Nissan og Volkswagen, måske fordi den mangler et par ekstra trin, eller måske fordi den nogle gange skifter lidt hårdt.

Rangers største force i forbindelse med trailerkørsel er faktisk ikke motoren, men undervognen. Den er som udgangspunkt testens mest faste, og bagenden sænker sig dårligt, når de 3.100 kilo hægtes på krogen. Uden trailer styrer Ranger præcist og med begrænset krængning, og med trailer er oplevelsen den samme. Oplevelsen hjælpes godt på vej af testens mest direkte styretøj, som giver dig en ekstra dimension af kontrol. Det er faktisk lige meget, om du har en trailer på eller ej.

Sikker bølle
Udseendet og den kraftige motor gør, at man hurtigt får indtrykket af, at Ranger er lidt af en bølle, men med Fører Assistance-pakken har den udover vognbaneassistent, og fartskiltegenkendelse også adaptiv fartpilot, førerovervågning og op/nedblænding af fjernlys, som alt sammen passer godt på dig. Selve kabinen er veludstyret i topversionen Wildtrak. Der er klimaanlæg, otte tommer skærm i midterkonsollen, særligt indtræk og læderrat. Samlekvaliteten er høj, og sammen med gode sæder, kan du sagtens køre langt i Ranger.

Fine fornemmelser – Mercedes X-Klasse

Japansk fremskridt – Nissan Navara

Testbilen er udstyret med en off-road pakke til 6.875 kroner, som inkluderer beskyttelsesplade under motor og gearkasse sammen med et rigtigt mekanisk spær til bagakslen, som er hjælpsomt i skoven. For Ranger kan ikke skjule sin størrelse herude. Den er kompetent og kommer frem over alt, men den føles slet ikke så adræt som eksempelvis Toyota Hilux.

Skovens helt – Toyota Hilux

Vinderen – Volkswagen Amarok V6

Samlet set er Ford Ranger alt det, du har behov fra et professionelt stykke værktøj og lidt til. Den kører godt – uanset om du har trailer på eller ej – har masser af kræfter og et højt komfortniveau, men den er ikke helt så harmonisk som vores testvinder, som du kan læse om her.