Den elektriske Toyota har ladet vente på sig, men ventetiden har måske ikke været det hele værd. Bz4X er en klassisk Toyota på godt og ondt; batterigarantien er sublim, men hverken bil eller rækkevidde gør for alvor væsen af sig.

Så skete det endelig – okay, der er næppe nogen, der har ligget søvnløse af spænding for at køre Toyotas første elbil. For selvom Toyota har glimret ved sit fravær – og i stedet øjensynligt har bygget hylende morsomme sportsvogne – så er det ikke sådan, at ventetiden nødvendigvis har været det hele værd. I vanlig Toyota-stil er den nye bz4X først og fremmest snusfornuftig. Der er faktisk ikke en eneste kvadratcentimeter af bilen, som kan få pulsen op.

Den sjoveste Toyota til dato? Tjek vores anmeldelse af sportsvognen Toyota GR86

Kort sagt må bz4X være elbilen til kunder, der helst ikke vil gøres opmærksom på, at de kører elbil. For den elektriske SUV er på mange måder blot en evolution af den i forvejen velfungerende, men ikke mere festlige RAV4.

Tillad os at blive en smule mere tekniske. Platformen hedder eTNGA, og meget af den er faktisk identisk med netop RAV4, men elbilen har dog en 16 centimeter længere akselafstand. Chefingeniøren på projektet, Daisuke Ido, understreger på sit gebrokne engelsk, at bz4X lever op til lige så høje standarder indenfor kvalitet, holdbarhed og pålidelighed som alle andre Toyota-modeller, elmotor og batteri til trods. I præsentation understreges det også flere gange, at Toyota faktisk har produceret elektrificerede biler i 25 år og har bygget over 20 millioner af dem – altså hybridbiler.

Det giver helt sikkert knowhow, der kan overføres til bz4X, og en af fordelene ved at komme sidst, er at man kan lære af andres fejl. Men du skal ikke forvente, at den elektriske Toyota rykker grænserne. Her er hverken banebrydende accelerationer, rækkevidde eller teknik, der får dig til at spærre øjnene op. Det hele er faktisk sådan middelmådigt søvndyssende, som vi kender det fra det japanske mærke.

Den rigtige Toyota – RAV4 Plug-in Hybrid

På et område, stikker Toyota dog nakken frem og sætter også en ny standard. Bz4X byder på en meget flot batterigaranti. Toyota står således indenfor, at 70 procent af batteriets kapacitet er i behold efter 10 år eller én million kilometer. Det er bedre end nogen anden konkurrent. Og i virkeligheden også meget Toyota’sk – du må aldrig være bekymret for, at din bil ikke kan starte.

For at sikre batteriets sundhed, skal bz4X til service hvert år, så Toyota kan lave et helbredstjek på batteriet, men det er gratis.

Falsk rækkevidde

Du kan enten vælge bz4X med forhjulstræk, 204 hestekræfter og en officiel rækkevidde på 513 kilometer, og en med firehjulstræk, 218 hestekræfter og 461 officielle kilometers rækkevidde fra det 71,4 kWh store batteri, som vejer 480 kilo. Vi får nøglerne til en topudstyret variant med firehjulstræk, og rækkevidden imponerer ikke umiddelbart. Med fuldt ladet batteri lover bilen os 278 kilometer, og efter en kort testtur på 88 kilometer rundt omkring København, er rækkevidden faldet til 204 kilometer. Forbruget er dog ganske respektable 17,7 kWh/100 km, som ville give en rækkevidde fra 100 til 0 procent på 403 kilometer.

Familien fremtid – Volkswagen ID.4

Det er ikke den mest imponerende rækkevidde, bilen viser, men Toyota forklarer, at bilen beholder otte procent i reserve, så når bilen viser 0 kilometer, er der stadig strøm til at komme videre og ud af de værste problemer. Alle biler i Danmark kan lade med op til 11 kW hjemme, og lynladning foregår med op til 150 kW.

Ingen overraskelser

Forskellen mellem den firehjulstrukne og forhjulstrukne variant er blot 0,6 sekunder fra 0 til 100 km/t. Vi kører den hurtigste, som officielt klarer disciplinen på 6,9 sekunder. Det går da også ganske kvikt, uden at det føles som om, Jorden bliver rykket ud af sine akse. Det er sådan en mere ’tilstrækkelig’ oplevelse, som passer fint til det overordnede indtryk.

Affjedringen er en smule mere fast og stivbenet, end vi er vant til i en Toyota. I kombination med et lavt tyngdepunkt fra det store batteri, der er placeret i bunden af bilen, føles bz4X sikker på fødderne. Det er for meget at kalde den sjov, men den kører sikkert, og selvom visse stød trænger igennem i kabinen, så er den stadig komfortabel. Et lavt støjniveau fra den manglende forbrændingsmotor hjælper, men vindstøjen melder sig ved motorvejsfart. Igen ret klassisk for en Toyota.

Futuristisk kabine

Kabinen er ikke nogen overraskelse, hvis du har kørt Toyota’er fra de seneste årtier. Stilen lader til at være retro-futuristisk. Instrumenthuset er mindre og løftet længere op over rattet, som til gengæld er blevet mindre, end vi er vant til og oversået med knapper. Fordi der skal være plads til batteriet i bunden af bilen, er bunden meget høj, hvilket tvinger dig til at ligge en smule mere ned, men også typisk for en Toyota, kan rattet ikke komme langt nok ud mod dig, og jeg har svært ved at finde den helt perfekte siddeplads.

Ren luft - brintbilen Toyota Mirai

En 12,3 tommer trykfølsom multimedieskærm klarer de fleste opgaver, som navigation og radio, men temperaturen styres via fysiske knapper. Den er standard fra udstyrsvarianten Active, mens du må nøjes med en skærm på otte tommer, hvis du vælger billigste variant Essential. Den koster fra fornuftige 397.990 kroner og er egentlig rimelig veludstyret med 18 tommer fælge, LED-lys, klimaanlæg, læderrat med varme og nøglefri betjening. De fleste vil dog nok vælge næste trin, Active. Den koster fra 419.990 kroner, og her får du den store multimedieskærm, 360 graders kamera, baksensor med nødbremse, elektrisk bagklap, el-justerbare førersæde, matrix-forlygter og trådløs opladning af telefonen.

Bagsædet har rigeligt med plads til benene, og det samme gælder for hovedet, et panorama-soltag til trods. Selve sædehynden er dog meget kort, så du skal bruge lårkræfter på at holde dig i sædet, og det bliver trættende på længere ture.

Toyota pumper elbiler ud – vil præsentere 30 nye modeller inden 2030

Bilen er meget aerodynamisk, hvilket er med til at give et meget lavt strømforbrug, men for at opnå en vindmodstand med en Cd-værdi på kun 0,28, er bagenden mere stejlt skrånende, og det stjæler noget plads i bagagerummet, specielt til højere genstande. En RAV4 Plugin har 520 liter plads, mens bz4X må nøjes med 452 liter.

Typisk Toyota

Den nye bz4X sætter altså ikke nogen fødder forkert, men omvendt er den heller ikke den mest spændende dansepartner. Med den pris og rækkevidde, rammer den lige direkte ind i Volkswagen ID.4 og Skoda Enyaq. De er heller ikke de mest sindsoprivende biler på markedet, men til forskel fra de to, er jeg overbevist om, at bz4X er præcis lige så solid og pålidelig som en hver anden Toyota. Og det er vel ret typisk for Toyota. Man rykker ikke grænser, til gengæld bygger man bundsolide biler, og det er bz4X også.