Volkswagen tilfører en ny, billigere model til deres populære linje af autocampere. Caddy California er mindre og billigere, men giver den mening, eller skal man gå efter de større modeller.

Jeg kæmper hårdt for at finde meningen med Volkswagen Caddy California. Det burde måske ikke være så svært, hvis man summerer den op på denne måde: Den billigste California på markedet, udmærket sengeplads og bedste brændstoføkonomi for en camper. Men der er nogle benspænd.

Drømmen om det frie liv - kør-selv ferie i Norge

For det første er det en camper for to personer, hvis der skal bagage med – camper-udstyret optager stort set hele bagagerummet, så glem at tage børn med – med mindre I har en stor tagboks.

VW Multivan i nyt format

Børn elsker ellers at sove i en California, og sengen er overraskende god. Selve madrassen er lidt tynd, men på grund af en stabil sengeramme med plasticfjedre, så er komforten god – selv mine 190 centimeter kan finde plads. Det er dog lidt en skam, at sideruderne i skydedørene ikke kan åbnes til frisk luft. Det er også de eneste to døre, hvor montering af gardiner er besværligt, da dørene skal åbnes lidt, inden du kan sætte de magnetiske gardiner på. I de andre døre fungerer det glimrende. Udluftning sker gennem et eller to gitre som sættes i førerdørene, men det er ikke altid helt nok, hvis der varmt.

Hvad koster en VW Caddy California?
Prisen, der starter på 312.000 kroner uden køkken, lyder næsten tillokkende, men efterhånden som krydserne kommer på, stiger prisen hurtigt. Køkkenet alene koster 28.900 kroner, og det bruger en gasflasketype, som kun kan fås meget få steder i Danmark – nemlig en 2 kilo med skruetilkobling.

Råbende tyskere: Romantik i VW California

Den testede model er baseret på en standard-Caddy, men for cirka 35.000 kroner får du en Maxi, som er 35 centimeter længere. Det giver noget mere plads, men prisen er altså stadig den store hurdle for Caddy California.

Testbilen er for eksempel løbet i 514.509 kroner, når den står på asfalten, og så er der ikke engang automatisk klimaanlæg, men blot aircondition.

Video: Porsche 993 er steget 400.000 kr. på fem år

Det praktiske ved Caddy California er, at man nemt kan tage det meste udstyr ud, og så har du en brugbar hverdagsbil. Den bliver aldrig decideret velkørende, dertil er den for høj og for simpel i undervognen – retningsstabiliteten er okay, men slet ikke som de almindelige personvognsmodeller fra Volkswagen. Man kan dog ikke tage fra den, at det er en regulær 2 i ener.

Hvem er Caddy California så til?
Jeg har grublet over svaret på netop det spørgsmål, og der er kun ét svar der giver mening – den er for to personer, der vil køre Europa tyndt med den mindst mulige bil. Der ér nogle fordele ved, at Caddy California er så lille – især hvis man gerne vil rundt i større byer og på små bjergveje. Og selvom en kassebil aldrig blive det mest komfortable og retningsstabile på motorvejen, så er der fin komfort i forhold til mange større campere, når hastigheden øges. Brændstoføkonomien vil også være markant bedre end de større modeller - især i en dieselversion som den testede. Den har 122 hk og det er bestemt ikke for mange, men heller ikke problematisk.

En sommer på hjul - Volkswagen Grand California

For langt de fleste vil en ’ægte’ California dog være et bedre valg – pladsen er langt bedre, og du kan bruge bilen som opholdsstue eller kontor – det kniber i Caddy California, og derfor er den for de meget få.

Fotos: Volkswagen Danmark og Ebbe Sommerlund