Audi kalder den deres elektriske topmodel, men reelt er deres nye elbil e-tron GT en langsommere version af Porsche Taycan. Men det er ikke så skidt, som det lyder – du får 479 kilometer rækkevidde, op til 646 hestekræfter og et design fra fremtiden.

Vi er vilde med Porsche Taycan – den billigste model i modelprogrammet, og næsten den hurtigste, og helt sikkert Porsches eneste elektriske bil. Det er kort sagt en bil, som er for god til ikke at dele – en ting, som VW-koncernen er vældig gode til, og sjovt nok ejer de både Porsche og Audi. Så her er Audis bud på en Taycan.

Fremtiden lige nu – Porsche Taycan Turbo S

E-tron GT er navnet, og ligesom søsteren fra Porsche er det en fire-dørs Gran Turismo. Designet er futuristisk i en grad, hvor man skulle tro, at det var blevet til ved en fredagsbar i Silicon Valley, hvor Audi havde inviteret holdet bag Star Wars og et par Apple-folk til Beer Pong. Tag forlygterne – de kan selvfølgelig fås med laserlys. Karrosserilinjen er samtidig ekstremt aerodynamisk, og vindmodstandskoefficienten er kun 0,24. Fælgstørrelserne går op til 21 tommer, og bremseskiverne – der kan tilvælges i kulfiberkeramik – har en diameter på op til 420 millimeter.

Porsche skal designe rumskib

Interiøret matcher også med et klassisk Gran Turismo design. Forsæderne er installeret i en sportslig lav position og adskilt af en bred midterkonsol, og bagsæderne skulle give tilstrækkelig plads til voksne passagerer. I nogle af sædebetrækkene er der brugt genbrugsmaterialer som polyesterfibre, der er lavet af gamle plastflasker, tekstiler eller fiberrester. Fx er der 119 genbrugte plastflasker i hvert sæt af Kaskade sædebetræk. Gulvtæppet og gulvmåtterne er lavet af materialet Econyl, der består af 100% genbrugte nylonfibre fra produktionsaffald, rester af stof og tæpper eller gamle fiskenet.

RS-variant med batteri
Audi e-tron GT har to elmotorer, som tilsammen yder 476 hestekræfter og 630 Nm. Men Audi lancerer også en RS-version kaldet RS e-tron GT, som får 598 hestekræfter og 830 Nm. Launch control giver en boost-ydelse på henholdsvis 598 hestekræfter og 646 hestekræfter i op til 2,5 sekund, hvilket giver mulighed for at spurte fra 0 til 100 km/t på 4,1 og 3,3 sekunder. 200 km/t er klaret på 11,8 sekunder i RS e-tron GT, og tophastigheden er på henholdsvis 245 km/t og 250 km/t. Det er dog ikke helt så ekstremt som Porsche Taycan Turbo S, som har 761 heste og 1.050 Nm ved overboost, og så runder den 100 km/t på bare 2,8 sekunder.

Faceliftet Tesla Model S har Porsche Taycan i sigtet

Ligesom i Taycan, sender den bageste elmotor sine kræfter gennem en 2-trins gearkasse, hvor 1. gear med kort udveksling giver den voldsomme acceleration med Launch Control og den tilhørende boost-funktion. Launch Control er muligt i Audi drive select køreprogrammet Dynamic, hvor e-tron GT altid sætter i gang i 1. gear. I køreprogrammerne Efficiency og Comfort sætter e-tron GT i gang i 2. gear, men det er muligt at aktivere 1. gear i Comfort ved kickdown. Generelt set forbedrer det 2. gear med lang udveksling effektiviteten og muliggør kørsel med høj hastighed.

Audi garanterer også, at deres elbiler kan klare gentagende hårde accelerationer – en ting som Tesla ellers har været kritiseret for. Problemet er nemlig, at der udvikles meget høj varme, som skader effekten. Men i e-tron GT er der fire separate kølekredsløb, der regulerer temperaturen i højspændingskomponenterne og i kabinen, og de kan sammenkobles efter behov. Så hvis chaufføren ønsker kraftig acceleration adskillige gange i træk, kobles batteriets kølevæskekredsløb sammen med klimaanlæggets kølemiddelkredsløb, og drivlinjens ydeevne kan derved holdes på et konstant højt niveau. Kølemiddelkredsløbet hjælper også med afkøling under DC-opladning, der kan varme batteriet op til 50 grader.

Audi E-tron Sportback - en stærkstrøm af luksus

E-tron GT er samtidig som standard udstyret med en varmepumpe, der opvarmer kabinen med overskudsvarme fra højspændingskomponenterne. Dette kan kraftigt reducere det tab af rækkevidde, der forårsages af klimaanlægget – især om vinteren.

Lyden af fremtiden
Noget af det, man savner ved en elektrisk sportsvogn, er lyden. Men det har Audi tænkt på, så de har simpelthen komponeret en unik lyd til e-tron GT, der ifølge tyskerne selv lyder kraftfuld og progressiv, og som afhænger af acceleration og hastighed, men også af Audi drive select mode.

Audi kan lynlade lynhurtig elbil

E-tron GT deler batteri med Taycan. Det vil siger, at den også får den specielle 800 volts teknologi, som gør det muligt hurtiglade med jævnstrøm med en effekt på op til 270 kW, så man på kun 5 minutter får ca. 100 kilometer rækkevidde. E-tron GT har to ladeporte, der er placeret bag forhjulene. I begge sider er der mulighed for AC-opladning med op til 11 kW. Audi lover, at 22 kW som tilvalg følger senere, mens DC-opladning sker i højre side. Mens Taycan fås med enten 79 93 kWh batteri, fås e-tron GT kun med det store batteri. Batteriet har en nettokapacitet på 85 kWh, og så slår e-tron GT Taycan på rækkevidden, da e-tron GT klarer 479 kilometer og RS e-tron GT klarer 465 kilometer. Bedste Taycan klarer 464 kilometer.

E-tron GT i Danmark
Selvom Audi e-tron GT og RS e-tron GT ligner noget fra fremtiden, kan de opleves hos de danske Audi forhandlere allerede i maj 2021. Der åbnes dog allerede for bestillinger i Danmark fra den 18. februar, og bestiller man som en af de første, får man leveret sin e-tron GT quattro eller RS e-tron GT allerede til maj. Prisen på e-tron GT quattro er 929.990 kroner, mens RS e-tron GT starter på 1.419.990 kroner.