En af de bilklasser jeg personligt finder mest interessant lige nu, er de underspillede super stationcars, hvor du tager en ganske normal familiebil, får ingeniørerne til at pille ved undervogn og motor, og samtidig lader designerne lave nogle små optiske ændringer, hvorefter du har får en fanden i voldsk super stationcar, der kan splittet en Porsche 911 Carrera 4 GTS fra hinanden i sprintdisciplinen fra 0-100 km/t. Det er biler som Mercedes-Benz E63 AMG S og Audi RS6. Men, disse biler er bestemt ikke billige og derfor er det ganske sjovt at kigge på deres mindre søskende, altså C43 AMG og S4 quattro, der i basispris koster under det halve, men som giver tæt på lige så meget underholdning og praktisk anvendelighed. Jeg har derfor taget et kig på Audi S4 Stationcar, der med sine 354 hk, 8-trins Tiptronic gearkasse og firehjulstræk er et super godt bud i netop denne klasse.

 

S4 er en almindelig A4, der har været forbi Audis sportsafdeling for at blive finpudset lidt. Det betyder, at undervognen er sat op til sport og motorrummet fyldt ud med en skøn 3,0 liters turboladet V6’er med 354 hk og massivt drejningsmoment på 500 Nm ved blot 1.370 o/min. Sidstnævnte gør, at bilen trække som en i he…. fra helt lave omdrejningstal – og takket være den geniale turboteknologi, så bliver den ved med at trække hele vejen op igennem omdrejningsfeltet – og det gør den faktisk indtil den elektroniske fartbegrænser sætter ind ved 250 km/t. Sprinten fra 0-100 km/t er overstået på 4,9 sekunder, men føles i praksis hurtigere. Dette tror jeg hænger sammen med lyden fra de fire afgangsrør, der i den grad lyder som noget Audi har hyret en verdensstjerne komponist til at frembringe. Det er helt perfekt!

 

Samtidig var vores testbil udstyret med dynamisk styring og sportsdifferentiale, hvilket gør styringen til en drøm. Quattro firehjulstrækket er på S4 afstemt til perfektion og du føler virkelig at bilen suger sig fast i asfalten – det er imponerende godt lavet.

 

Men, du må endelig ikke tro, at S4 er en bulderbasse, der efter en halv times kørsel gør, at du bliver nødt til at overveje kiropraktorbesøg for at få din lænd på plads igen – på ingen måde. Takket være den dynamiske undervogn, kan du selv vælge imellem flere indstillinger, der passer til netop din kørerstil. Du kan f.eks. vælge en blødere opsætning af undervognen, men hurtigere gearskifte og masser af lyd fra udstødningen. Det er helt op til dig selv. Personligt valgte jeg at køre bilen i Dynamic og almindelig opsætning af gearskiftet. Ønskede jeg derfor at skifte til Sport, så krævede det blot et flip med gearvælgeren og alt var klart.

 

Indvendigt er der kælet for detaljerne, når du vælger en S4. Men gør dig selv den tjeneste og vælg de lækre sportssæder. De gør rigtig meget for køreoplevelsen, da de giver noget nær perfekt støtte hele vejen fra lænd til skuldersektion. Rent visuelt gør det heller ikke noget, at testbilen fra udstyret med sæder i Nappa-læder. Generelt var vores testbil ekstremt veludstyret, ja faktisk for hele 450.000,-. Men, det er bestemt ikke et must, hvis du er ude efter det rent køredynamiske. Så vil du kunne nøjes med de førnævnte ting omkring undervognen og sportssæderne. Og så lige en anden lille ting – Audi Virtual Cockpit. Det giver altså en helt vidunderlig følelse af high-tech og samtidig et overblik over bilens funktioner, der virker utrolig gennemtænkt fra Audis side.

 

Rent praktisk er S4 fuldstændig som en A4. Du har 505 liters bagageplads, fornuftig benplads ved bagsæderne og elektrisk åbning og lukning af bagklappen. Klimaanlæg og dynamisk blinklys er også standard – sidstnævnte en super fed visuel detalje, der giver fuld opmærksomhed i lyskrydset, når blinklyset kører fra den ene til den anden side. En detalje – men en fed detalje.

 

Designmæssigt er S4 ganske anonym. Lidt ændringer i stylingen og røde bremsekalibre er næsten det eneste der indikerer, at her er en stationcar, der gerne følger med en 911 Carrera. Og så er der selvfølgelig de fire afgangsrør, der nok skal få de fleste til at trække på smilebåndet. Personligt kan jeg godt lide den underspillede stil – ja hele ideen om en ulv i fåreklæder. Og er det ikke nok, så er jeg sikker på, at den kommende RS4 nok skal have lidt mere styling og lidt mere gejl. Men, prinsen bliver nok også en hel anden. Lige nu er S4 Avant en perfekt kombo af sport, komfort og praktisk anvendelighed, på den totalt underspillede men helt geniale måde.

 

Prismæssigt så starter S4 ved 1.027.700,-. Vores testbil havde en samlet pris på 1.480.213,-. Basisprisen er lidt dyrere end Mercedes-Benz C43 AMG 4Matic (947.600,-) og BMW 340i xDrive (866.500,-) med henholdsvis 367 hk og 326 hk.