Brænder feriepengene efter et Corona-kedeligt år? Hvis du havde 100.000 kroner til sjov bil lige nu, hvad ville du så vælge?

Hvilken bil ville du vælge, hvis du fik 100.000 kroner i hånden? Sådanne tankelege kan vi godt lide på redaktionen på Biltorvet.
Her er redaktionens bud på sjov bil til 100.000 kroner. Der er ingen krav om plads, antal sæder, km/l eller andre ting denne gang. Den er op til hver enkelt:

Andreas´ bilvalg:
Vi har jo nok alle en forskellig opfattelse af, hvad der er sjovt. Men min opfattelse af sjov er at tonse rundt i skoven omkring min svenske ødegård, og havde jeg 100.000 kroner, havde jeg købt denne relativt velholdte Hilux, og så bruge de resterende 20.000 kroner på grove dæk og beskyttelse af undervognen.

Toyota Hilux til salg på Biltorvet - se bilen her.

Alternativet skulle være en sporty flyder, og så ville jeg vælge denne BMW 5-serie med V8-motor og manuelt gear. I min bog er det en fed og unik kombination, og efter sigende er den blevet passet og plejet perfekt, så de 152.000 kilometer til trods, er den næsten som ny. Det er lidt en morfar-slæde i forklædning, men det passer mig meget godt, og så ville jeg kunne nyde lyden af V8’eren hver dag.  

BMW 535i til salg

Bernts bilvalg:
Jeg har også to: Jeg vil forfølge drømmen om en amerikaner – har ikke de store præferencer omkring bilmærke, men det er vigtigt, at alt det klassiske er på plads: Stor, brølende og sulten V8, der kan trække 11-taller, til solen går ned, og et flyvemaskinelangt karrosseri, helst med vinger. Det udfylder denne smukke Cadillac, som dog kræver lidt pleje og en slat til afgiften:

Cadillac Coupé DeVille på Biltorvet

Ellers jeg vil forfølge drømmen om Citroëns smukke gudinde, DS’eren – i sin tid gennemgribende anderledes med hydraulisk affjedring, der kunne vinde rallyløb og et design som et rumskib, fransk og mærkelig på den fede måde. Her endda med største motor, en 2,3’er med 128 hestekræfter, så den fint kan følge med trafikken.

Citroën DS 23 til salg på Biltorvet

Ebbes bilvalg:
Hvis jeg fik 100.000 kroner til ren sjov, så ville et godt bud være denne Alfa Romeo 156 GTA. Den lækre Busso V6 på 3,2 liter lyder fuldstændigt fantastisk, og det er sidste model med den maskine, inden det blev General Motors-teknik. 
Læderarbejdet i Alfa Romeo er ligeledes i en klasse for sig – det bliver den. Heldigvis har jeg et CVR-nummer, så jeg kan købe den.

Brugt Alfa Romeo 156 3,2 GTA Lusso til salg på Biltorvet

Men når de andre har to skud i bøssen, så vil jeg også, og det skal være baghjulstrukket og med seks cylindre – dem er der længere og længere i mellem. 100.000 kroner rækker desværre ikke helt til en BMW 130i, men jeg vil egentlig også gerne have noget lidt mere klassisk. 
Det kunne være en BMW i E36-modellen, som nærmer sig klassiker-stadiet, men der er ikke den rigtige til salg pt. 
Så jeg går et nummer nyere i en BMW 330i Coupé  - manuel pind. Der går lidt flere år, før den er historisk, men det er stadig en fed bil med den helt rigtige lyd. 

Brugt BMW 330i til salg på Biltorvet.dk

Hvad tog du mon til 100.000 kr.? 

En Mercedes-Benz E300 W124, en Jaguar Daimler eller noget helt tredje?