Peugeot har løftet sløret for deres kommende hybridudgaver af 3008 og 508, og især den højbenede crossover bliver overraskende hurtig med en samlet effekt på 300 hestekræfter.

Peugeot er endelig på vej ind i det nye årtusinde. Fra anden halvdel af 2019 kan du købe franskmanden med en hybriddrivlinje, som kan lades fra en stikkontakt – en såkaldt plug-in hybrid. Det drejer sig om crossoveren 3008 og den helt nye 508 stationcar og sedan. Mest overraskende er det, at 3008 faktisk bliver vældig hurtig.

Peugeot pakker sin nyeste teknologi ind i klassisk design

Hybridvarianten kommer kun i forbindelse med en topudstyret GT-version og den 1,6-liters turbobenzinmotor, som i 3008 Hybrid4 yder 200 hestekræfter. I forbindelse med den 8-trins automatgearkasse er der indbygget en elmotor med 110 hestekræfter, som assisterer forhjulene. Indbygget i multi-link baghjulsophænget findes endnu en elmotor med 110 hestekræfter, og fordi el- og benzinhestekræfter er lidt som pærer og bananer, så er den samlede effekt 300 hestekræfter. Det er nok til at sende 3008 fra 0 til 100 km/t på bare 6,5 sekunder - bare et halvt sekund langsommere end Peugeot 308 GTI 270.

SUV’er er ikke nok – her er Peugeot’s nye super-stationcar

Takket være elmotoren på bagakslen, får crossoveren 3008 endelig firehjulstræk, og blandt de forskellige køreprogrammer findes der et, som giver ekstra trækkraft på overflader som sne eller mudder. Et batteri på 13,2 kWh giver en rækkevidde på 50 kilometer ifølge den mere realistiske WLTP-norm, og CO2-udledningen er bare 49 gr/km, hvis du sørger for at have strøm på batteriet. Det tager for øvrigt mellem syv timer fra en almindelig stikkontakt ned til én time og 45 minutter, hvis du bruger en 32 ampere væglader.

Elektrisk familievogn
Der bliver også sat strøm til den nye 508, som dog ikke får firehjulstræk, og den bliver heller ikke så hurtig som 3008. Den får nemlig kun en 180-hestes variant af den samme 1,6-liters turbomotor, og så en enkelt elmotor med 110 hestekræfter indbygget i automatgearkassen. Til sammen giver det 225 hestekræfter, som kun ’koster’ 49 gr/km CO2, når batteriet har strøm.

Køb brugt og kør gratis i to år

Batteriet er på 11,8 kWh, og er således lidt mindre end det i 3008. Det skulle give en WLTP-rækkevidde på 40 kilometer, og du behøver ikke frygte, at batteriet tager mere plads. Batteriet er nemlig placeret under bagsæderne, så det hverken stjæler plads i 3008 eller 508.

508 Hybrid kommer både i en sedanudgave og SW, som en stationcar hedder på Peugeot-sprog, og i trimlinjerne Allure, GT Line og GT.