Audi har netop præsenteret en lynhurtig variant af crossoveren Q2. Med motoren fra S3 er der nu 300 hk og en 0 til 100 km/t på 4,8 sekunder.

En Lamborghini Countach er en af verdens absolutte superbiler. Designet er så skarpt, at det er til at skære sig på, og V12-motoren lyder som arrig tyr. Sløv var den heller ikke ligefrem, specielt ikke Countach LP5000 QV, som havde en 5,2-liters V12’er med 455 hestekræfter – nok til at runde 100 km/t på bare 4,8 sekunder. Det er præcis den samme tid, det tager Audis helt nye crossover SQ2 at tilbagelægge samme distance.

Ny Audi Q8 er høj i hatten

Det er ganske imponerende at tænke sig, at en højbenet crossover, som er blevet en favorit blandt rigmandskoner til deres indkøb, kan køre lige op med en ikonisk sportsvogn. Men Audi har også gjort sig umage med at forvandle Q2 til en sportsvogns-knuser. Først og fremmest har Audi-ingeniørerne lånt den 2,0-liters benzinmotor fra S3 og smidt den ned i motorrummet. En turbo blæser med 1,4 bar, og et partikelfilter garanterer, at dine naboers børn ikke får hjerte-kar-sygdomme, selv om bæstet yder 300 hestekræfter og 400 Nm.

Knusende acceleration
Men 300 hestekræfter er jo langt færre hypper end den italienske superbil, der har 455 hestekræfter. Tyskerne har i stedet anvendt en 7-trins S tronic-gearkasse med dobbeltkoblinger, som kan skifte gear lynhurtigt, og i dynamic-indstillingen giver den tilmed mellemgas ved nedgearinger. De har selvfølgelig heller ikke glemt deres egne rødder, så som alle andre S-modeller, har SQ2 quattro-firehjulstræk, som grundlæggende er forhjulstræk, men skulle forhjulene miste vejgreb, kan en lamelkobling i løbet af bare få millisekunder overføre op til 100 % af kræfterne til bagakslen.

Audi sætter U’et tilbage i SUV med den nye Q3

SQ2 er udstyret med torque vectoring, som modvirker understyring med små bremseindgreb på de inderste hjul i svinget. De sportslige køreegenskaber er yderligere opprioriteret ved at sænke karrosseriet 20 mm, og tandstangen i styretøjet har en speciel fortanding, så udvekslingen ændres, jo mere der drejes på rattet – jo større styrevinklen er, jo mere direkte er styretøjet.

Store sko
Audi har selvfølgelig ikke kunne lade designet være i fred – man skal gerne kunne se, at her kommer en SQ2 med understregning af sport. Den store ottekantede grill er sort, mens en unik frontspoiler giver fronten et muskuløst udtryk. En spoiler til bagenden sørger for tilstrækkeligt med downforce, og diffusorindsatsen omfatter fire afgangsrør, som understreger motorens potens.

Den elektriske maskerade – Audi e-tron

Når det kommer til fælgstørrelse, så tager crossoveren endnu et stik over den aldrende superbil. 18-tommerfælge med dæk i størrelsen 235/45 er standardudstyr på SQ2, mens Lamborghini’en måtte nøjes med 225/50 15 foran og den vanvittige størrelse 345/35 15 bagpå. Bremseskiverne på den moderne tysker måler i diameter 340 mm foran og 310 mm bagpå. Som standard er sæderne i Audi SQ2 betrukket med en kombination af læder og stof, som måske ikke er helt så imponerende som i en italiensk superbil, men til gengæld kan du rent faktisk købe den nye Audi SQ2, som forventes til salg i Danmark senere på året.