Toyota har udviklet en forbrændingsmotor til super-GTI’en GR Yaris, som kører på brint i stedet for benzin, og nu er mærket klar til at sætte en brintbus ind på strækningen mellem Lyngby og Ishøj, som kan køre over 400 kilometer, og som kun udleder vand.

Toyota er en af få bilmærker, som stædigt har holdt fast i brintteknologien, mens andre har søgt mod batteri-elbiler. Og selvom Toyota endelig har overgivet sig til elbilerne, så har de på ingen måde opgivet brintbilerne. Sammen med Hyundai Nexo er Toyota Mirai eneste brintbil, du kan købe på det danske marked. Men i fremtiden kan du også tage en tur i en brintbus.

Toyota pumper elbiler ud – vil præsentere 30 nye modeller inden 2030

Det er et af Nordens største offentlige transportselskaber, Nobina, der har lejet en brintbus af Toyotas mobilitetsselskab, Kinto, og dem der skal drive brintbussen. Den får sin daglige rute på linje 300S mellem Lyngby og Ishøj.

Det officielle navn på brintbussen er H2.City Gold. Brinttankene, der er placeret på taget af bussen, kan rumme 37,5 kg brint, hvilket giver en rækkevidde på over 400 kilometer, og så udleder bussen ingen former for emissioner under kørslen. Faktisk er den eneste udledning fra udstødningsrøret vand.

Bedre end en elbil? Vi kører brintbilen Toyota Mirai

Brintbussen er en standard lavgulvsbus på 12 meter med tre døre og plads til 69 passager – heraf 35 siddende plus en kørestol og en barnevogn. Den er udstyret med en Toyota-brændselscelle på 60 kW, en batteripakke på 44 kWh og en elmotor, der yder 241 hestekræfter.

København har fået 100 brint-taxaer – renser luften og udleder kun vand

Det tager under ni minutter at tanke brintbussen op, og det gør den særdeles velegnet til kørsel over længere strækninger og i længere tid uden behov for længere pauser. Helt som man kender det fra de dieseldrevne udgaver. En stor del af udviklingen står den portugisiske busproducent CaetanoBus for. Toyota er nemlig blevet storaktionær i virksomheden, og sammen udvikler og producerer de både elbusser og brintbusser.

Kan brint erstatte benzin?

Toyota har også gang i et andet projekt, som måske på sigt helt eller delvist kan erstatte traditionelle brændstoffer som benzin og diesel. De har simpelthen taget den skønne og temperamentsfulde GR Yaris, og mere præcist dens motor, og bygget den om, så den kan drives af brint i stedet for benzin.

Rallymaskinen – derfor elsker vi Toyota GR Yaris

Toyota begyndte udviklingen af den brintdrevne forbrændingsmotor i 2017, og selv om teknologien stadig befinder sig på et tidligt udviklingsstadie, så har Toyota faktisk allerede deltaget i langdistance-racerløb med motoren. Den hedder G16E-GTS, og det er i udgangspunktet samme 1,6-liters, trecylindrede, turboladede rækkemotor, som findes i standardudgaven af GR Yaris. Det betyder, at den har samme effekt på 261 hestekræfter. Det sender bilen til 100 km/t på 5,5 sekunder.

BMW vil satse på brint – udvikler teknologi sammen med Toyota

De tekniske detaljer om forbrænding og brændstoftilførsel er Toyota stadig sparsomme med, og siger ikke andet, end at brændstofforsyning er modificeret, så man kan benytte brint i stedet for benzin.

GR Yaris H2 bruger samtidig samme type tank og påfyldning som Toyota Mirai, så fordelen er, at man med brint i tanken kan komme meget tæt på at udlede 0 gram CO2. Faktisk er det kun fordi, motoren stadig smøres med motorolie, og en del af olien naturligt brændes af over tid, at man ikke helt kan garantere 0 gram CO2. Til gengæld får man effekten, lyden og den nemme tankning, som vi er vant til fra en benzinbil.

På langtur i brintbil – er Hyundai Nexo klar til Danmark?

Potentielt kan det være svaret på alle vi bilentusiasters bønner, men det vil tiden vise. Indtil da, kan du nyde en tur i brintbussen mellem Lyngby og Ishøj.