Hyundai I20 skulle på en hård opgave, da den første gang blev præsenteret tilbage i 2008. Den skulle nemlig tage over for Hyundais på daværende tidspunkt mest populære model, Hyundai Getz, som de danske Hyundai forhandlere på daværende tidspunkt solgte i store mængder. Der ventede altså den lille minibil en stor opgave, en opgave Hyundai I20 dog efterfølgende har løst til topkarakter.
Hyundai I20 er nemlig yderst populær i segmentet for minibiler, hvor den sælges i stor stil som både tre- og femdørs hatchback. Uanset version så ændrer det intet ved de udvendige mål, ligesom bagagerummet kan indeholde præcis samme mængde – hvilket er hele 1090 liter, hvis bagsædet lægges ned, og det er imponerende for en bil i miniklassen. Et andet plus ved Hyundai I20 er graden af sikkerhedsudstyr, og den har som én af få minibiler scoret topkarakter i en Euro NCAP crashtest.
På motorfronten er udvalget begrænset, men det er langt fra ensbetydende med, at det er dårligt. Der er to benzinversioner samt en enkelt dieselmotor at vælge imellem. Det drejer sig på benzinfronten om en 1,25 liters med 85 hestekræfter og en større 1,4 liters med 100 hestekræfter. Hvis man er til diesel, så må man nøjes med en 1,1 liters med 75 hestekræfter.
Hyundai i20 har med andre ord en masse kvaliteter, der beretter til dens popularitet på brugtbilsmarkedet, og så har vi ikke engang nævnt de mest oplagte, som virkelig gør den eftertragtet. Nemlig den gode brændstoføkonomi, Hyundai I20 er opgjort til at køre 33 km/l ved landevejskørsel, og så ikke mindst Hyundais fem års garanti uanset kilometer antal, som man altså stadig kan nyde godt af, hvis man køber en brugt Hyundai I20, som endnu ikke har rundet de fem år.
Konkurrenter
Skoda Fabia, Opel Corsa og Ford Fiesta er blandt de mest oplagte i et stort felt.
Udstyr
Hyundai I20 er kommet i anden genreration i begyndelsen af marts 2015, men da den stadig ikke er udbredt på brugtbilsmarkedet, så kigger vi udelukkende på den første generation. Den kunne købes i to forskellige udstyrsvarianter, henholdsvis Classic og Comfort. Niveauet af udstyr er ganske pænt, og Classic byder blandt andet på aktive nakkestøtter, gearskifte-indikator og fjernbetjent centrallås. Ting som aircondition, sædevarme og tågelygter, skal man dog op i comfort pakken for at finde.