Vi har den nok allesammen. Drømmen. Det vi fantaserer om og tænker på, når vi bare lader tankerne flyde. Penge. Prestige. Succes. Ferie. Drømmen kan omhandle mange ting. Biler. Den ultimative bildrøm. Det vi ville vælge, hvis der var frit valg på alle hylder. Fart. Design. Historie. Bilmærke. Det kan være mange ting, som afgører, hvad valget eventuelt ville falde på. En del vil helt sikkert kigge mod klassiske Porsche, Ferrari, Jaguar og Mercedes-Benz modeller, men i denne blog har vi valgt at se bort fra historiens vingesus og betydning, og i stedet stillet to krav til den ultimative bildrøm. Den skal findes på Biltorvet, og den skal kunne fungere som en moderne familiebil.

Underspillet og potent

Det har ikke været helt let, for udbuddet er stort. Der findes alt fra Porsche Panamera Turbo til Mercedes-Benz C63 AMG Shooting Brake, to biler som bestemt var med inde i overvejelserne, men valget er nu alligevel faldet på Audi RS6. Der er sikkert rigtig mange, som er uenige i dette valg, og rent visuelt er er både Mercedsen og Porschen måske nok en smule foran Audien, men det er netop en vigtig pointe ved Audi RS6. 

Den er så dejligt underspillet, uden på nogen måde at blive kedelig, og så er det bare en suveræn køremaskine. Du kan fragte familien på ferie sydpå, og mens du gør det, så kan du også lige sætte en Porsche 911 i lyskrydset. 560 hestekræfter, en topfart på 305 kilometer i timen og 0-100 km/t på 3,9 sekunder. Umiddelbart er det tal, man forbinder med en super sportsvogn, og ikke med en familie stationcar. Det er dog de tørre facts omkring Audi RS6, og det hele er pakket ind i et smukt og velproportioneret design, der på ingen måde er neutralt, men det udstråler bestemt heller ikke, at her kommer en bil, som du kun ser bagenden af, hvis der bliver trykket lidt på speederen. 

Det holder 100 procent, og er den ultimative bildrøm, men det bliver nok ved drømmen, da banken nok ikke synes, at en Audi RS6 er den bedste investering, men drømmen kan de i hvert fald ikke ødelægge.