Så er BMW klar med endnu en ny model. Denne gang er der tale om en MPV med endnu mere plads end den nyligt introducerede 2-serie Active Tourer. Modellens navn er 2-serie Gran Tourer og tilbyder hele 7 siddepladser.

Kompakt - men masser af plads
På trods af de kompakte dimensioner - 4.556 mm lang, 1.800 mm bred og 1.608 mm høj - finder man rigelig plads i kabinen samt et stort bagagerum. Der kan vælges mellem en femsæders og syvsæders version. Med fem sæder rummer bagagerummet 645 liter og kan, ved at lægge sæderne ned, udvides helt op til 1.905 liter. Ved den syvsæders udgave er tallene fra 560 liter til 1.820 liter. For at sikre mest mulig fleksibilitet kan bagsædet (ved syvpersoners, det midterste, red.) flyttes frem og tilbage, og den valgfri, tredje sæderække kan nedfældes komplet i gulvet.

Storebror til BMW 2-serie Active Tourer
BMW 2-serie Gran Tourer deler arkitektur med BMW 2-serie Active Tourer. "Storebror" er 214 mm længere og 53 mm højere, hvilket sikrer rigtig god plads på bagsæderne. Akselafstanden er 2.780 mm lang, hvilket er cirka 11 cm længere end BMW 2-serie Active Tourer.

Modelprogrammet ved lancering
Der tilbydes fem forskellige motorer fra lanceringstidspunktet: BMW 218i Gran Tourer, BMW 220i Gran Tourer samt BMW 220d xDrive Gran Tourer (firehjulstræk), BMW 218d Gran Tourer og BMW 216d Gran Tourer.

Et mere individuelt look
For at skabe et mere individuelt look kan der vælges mellem Advantage-udgaven med 2-zones klimaanlæg, parkeringssensor bag, fartpilot med bremsefunktion og multifunktionsrat. Sport Line-udgaven understreger det sportslige udtryk med eksteriørdetaljer, specielle letvægtsfælge og sportssæder, mens Luxury Line vælges for et eksklusivt look med kromdetaljer, letvægtsfælge og læderdetaljer. Derudover fås M Sport-pakken med blandt andet M aerodynamikpakke, BMW Individual high-gloss Shadow Line, M læderrat og M Sports-sæder.

Verdenspremiere
BMW 2-serie Gran Tourer får verdenspremiere på biludstilling i Genève i starten af marts og den danske lancering er i juni måned. Priserne vil blive offentliggjort i marts.