BMW’s seneste 5-serie er proppet med alt det, du ikke behøver for at have det sjovt på en snoet landevej. Rækkesekseren er for længst væk, og du kan både spille computerspil og få farvet lys i kabinen. Er der overhovedet rigtig køreglæde tilbage i i5? Vi finder svaret sammen med i5 M60 Xdrive, og dens i alt 601 hestekræfter.

Den nye BMW 5-serie har allerede vundet Årets Bil – for første gang nogensinde – så forventningerne er skruet helt op til ottende generation. 5-serien er en legende, men tingene er ikke som de har været. Der var engang, hvor det mest udskejende ved en BMW 5-serie var nålehabitten bag rattet. Når der kom en ny 5-serie, vidste man, at køreegenskaberne var i top, og motoren havde seks cylindre på række og lød vidunderligt. Kabinen var stram, sort i sort, og uden dikkedarer, der kunne stjæle din opmærksomhed fra vejen. Men åhh, hvor tiderne har ændret sig.

Tysk kørermaskine vinder af Årets Bil 2024

Den største forandring er selvfølgelig, at testbilen drives frem af strøm. Det vender vi tilbage til senere, for lad os i stedet starte i kabinen, der er blevet mere asiatisk spillehal end tysk chefkontor. Læderindtrækket er så rødt, at det kan få en hvilken som helst direktør til at slå korsets tegn over et Excel ark – altså lige indtil nogen forklarer, at sæderne faktisk er en del af standardudstyret i M60.

BMW i7 - hvor er røgmaskinen?

Min bonusdatter på otte år er til gengæld helt vild med både sæder og de forskellige modes, der kan ændre stemningen i kabinen. Farven på lysbåndet, der løber på tværs af instrumentbordet og dørsiderne, kan gå fra grøn over lilla til rød. Hvis du vælger Relax, trækkes gardinet tilmed for panoramasoltaget. Funktionen, hvor man med en roterende håndbevægelse kan skrue op og ned for musikken, overbeviste hende endeligt. Jeg nænnede end ikke at fortælle hende, at fører og passager kan spille computer mod hinanden, mens man venter på at bilen lader. Hun ville være gået amok, men som ejer af en BMW 5-serie (e61 for nørderne), savner jeg noget fokus på det, det vel handler om – at køre bil.

Elektrisk køreglæde

Freude am fahren lyder BMW’s eget slogan, så vi finder et par dejligt snoede og ensomme landeveje. Vi tester nemlig M60 Xdrive, der stiller med 601 hestekræfter og monumentale 820 Nm, hvis man trykker Boost-knappen bag rattet. Den slags kræfter kan få det til at sortne for øjnene på den otteårige, for i5 runder 100 km/t på 3,8 sekunder. Men at accelerere hurtigt kan alle elbiler efterhånden, så det er i svingene, i5 skal bevise arven. Kører du i5 M60 ud, hvor dækkene piver, så bliver du glædeligt overrasket.

Tysk køreglæde - brugttest af BMW 520d

Men først og fremmest skal du presse hårdt på, for grebet er enormt, selv på vinterdæk, og i5 M60 skjuler sin vægt på næsten 2,4 ton fornemt, mens den bare hænger i asfalten. Den kører som en mindre, lettere bil, og det er først hårdt presset, at bagenden begynder at ville rotere hurtigere end resten af bilen, trods firehjulstrækket fra to individuelle elmotorer. Det er ikke voldsomt, men elegant, så man kan mærke, at inde bag alle de poppede påfund har også gammeldags biltosser sat deres aftryk på i5. Den kører godt, uden at være lige så vild og voldsom som en rigtig M-model.

Efter farten og balladen, falder i5 M60 til ro og viser sin virkelige styrke som stor direktørvogn med spandevis af komfort til lange stræk på motorvej. Affjedringen er fast uden at være for hård, takket være en standardmonteret adaptiv undervogn, og støjniveauet er lavt. Man sidder godt i forsædet, og der er fin plads på bagsædet til at to voksne kan sidde deromme komfortabelt. Det er præcis, som man forventer af en BMW 5-serie.

Motorvejsknuser med haltende rækkevidde

Selvom i5 er klar til at æde kilometer efter kilometer på en tysk Autobahn, så er der lige det med rækkevidden. M60 har et batteri på 81,2 kWh, som giver en officiel rækkevidde på op til 515 kilometer. Under vores test lovede bilen en rækkevidde på 327 kilometer på fuldt batteri, som passer meget godt med vores forbrug, som landede på 29,41 kWh/100 km over 280 kilometer. Det er ret højt, og noget højere end fabrikstallet på 20,6 kWh/100 km. Det skyldes til dels, at vi havde en eftermiddag med rigtig frisk kørsel, og generelt en del motorvejskørsel med relativ høj fart uden hensyn til forbruget ved omkring fem graders varme. Man kunne helt sikkert klemme flere kilometer ud af hver kilowatt, hvis man kørte mere fornuftigt, men det er svært med 601 hestekræfter.

Tyske familieværdier - brugttest af BMW 320d Touring

I5 kan hurtiglade med 205 kW, og det er næsten rigtigt, viste vores test – 178 kW toppede den på, hvor vi fik hældt 130 kilometers rækkevidde eller 35 kW i tanken på cirka et kvarter, med en snitfart på 110 kW. Det er godkendt, for det betyder, at du i runde tal kan fylde tanken på godt en halv time – man elbiler lover det samme, men ikke alle kan leve op til det i virkeligheden, når betingelserne ikke er optimale.

Konservativ revolution

Bagagerummet er ikke det største, det sluger godt nok 490 liter, men åbningen er ikke den største, og skærmkasser gør bagagerummet mindre regulært. Men så er det jo godt, at BMW til næste år introducerer en Touring-udgave, altså stationcar på BMW’sk, med 570 liter bagagerum.

Hjælp – giv mig en billig elbil med lang rækkevidde

Samlet set giver det god mening, at i5 har vundet titlen som Årets Bil. Alle de klassiske, og nogen ville mene konservative, værdier, som plads, komfort og gode køreegenskaber, er i behold i den seneste 5-serie. Den nye udgave tilføjer så oveni lynende acceleration og et interiør, der kan få selv en otteårig til at droppe sin Ipad. Og det i sig selv er jo nærmest en revolution.

Det skal dog nævnes, at du bør tage et kig på 40-versionen, der har samme store batteri, men ’kun’ 340 hestekræfter. Til gengæld er rækkevidden så op til 582 kilometer, men det bedste er, at prisen så starter ved 590.000 kroner i stedet for 1.087.000 kroner for en M60 Xdrive.