Den lille GTI klasse har i længere tid ligget rimelig stille, og de modeller man normalt ventede sig en del af, havde alle en lidt ”blød hat” fornemmelse, da de endelig kom på markedet – ja det var faktisk som om at bilproducenterne ikke rigtig turde lave små GTI modeller længere. Om det havde noget med miljøpolitik at gøre, skal jeg lade være usagt – men heldigvis tog de sig sammen igen og spytter nu flere og flere modeller ud. En af dem hedder Ibiza FR og kommer fra Seat.

Ibiza har i sin nuværende form været på det danske marked siden efteråret 2004 – men den er ikke tidligere blevet tilbudt med en motor der virkelig sparkede r… - det er den nu!

Under hjelmen
Motoren i Ibiza FR er en herlig 1,8 liters turbo motor med hele 150 hk – en motor vi kender rigtig godt fra VW koncernens modelprogram. Med sine 5 ventiler pr. cylinder har motoren en meget rolig motorgang, som man virkelig kommer til at værdsætte i det daglige.
Man kan dog ikke påstå at Ibiza FR er rolig, når man træder pedalen i bund, for den herlige motor sender den lille spanske raket forbi de 100 km/t på 8,4 sekunder og festen stopper først når nålen rammer 216 km/t. Accelerationen foregår nemt og kontant, takket være et glimrende gearskifte fra den 6-trins manuelle gearkasse.

Desværre må jeg også sige at brændstofforbruget ikke imponerer – vi nåede kun et forbrug på 9,3 km/l, hvilket ikke er nok. Heller ikke med 150 hk og en turbolader under motorhjelmen.

Køreegenskaber
Undervognen i FR modellen er strammet betydeligt op for at matche de mange hestekræfter. Man skal huske på at Ibiza normalt ikke fås med mere end 105 hk på benzinfronten, hvilket ikke stiller de store krav til en sporty undervogn. Men med 150 hk er Ibiza FR mere end en almindelig familiebil i miniklassen, og jeg kan kun sige at de spansk/tyske ingeniører har gjort det godt. Ibiza har en glimrende undervogn og en ganske præcis styring, der dog ikke er helt den bedste i sin klasse.

Design
Kigger man Ibiza efter i sømmene, kan man godt se at bilen har nogle år på bagen – men med sit seneste facelift formår Ibiza stadig at fremstå sporty og moderne. Specielt i FR modellen, hvor der er kælet lidt ekstra for detaljerne.

Indvendigt er FR udstyret med nogle meget lækre sportsstole, der giver glimrende støtte og som nok skal sørge for at holde dig på plads i sædet, når du smider din Ibiza rundt i svinget. Samtidig er mængden af komfortudstyr ganske imponerende.

Kvaliteten af interiøret bærer også præg af alderen, og selve interiøret virker ganske gammeldags. Plastkvaliteten er god og ligger over, hvad vi ellers ser i biler i den lille familieklasse. Selve designet er dog ikke helt med på noderne og alderen sætter igen sine spor.

Konklusion
Der er efterhånden mange om fadet i den lille GTI klasse og konkurrencen er meget hård. Nærmeste konkurrent er Ford Fiesta ST, der pris- og ydelsesmæssigt ligger i samme gruppe, som Ibiza’en. Fiestaen er lige det mere skarp i alle detaljer, men det skal bestemt ikke afholde dig fra at vælge det spanske temperament og den tyske kvalitet, for det er præcis det at Ibiza’en har masser af – også selv om det er lidt gammeldags i indpakningen.