Med den nye A3, viser Audi endnu engang at de er førende når det drejer sig om design, samlekvalitet, ergonomi og køreglæde. Designet følger den linje, som Audi lagde for dagen med den nye A4. Futuristisk og "clean cut" må siges at være de rette ord at påhæfte designstilen.

Der har været lidt diskussion omkring bagenden på den model - da nogen mener at den er for "blød" i forhold til den aggressive design, som forenden byder på.
Personligt finder jeg designet ganske harmonisk og typisk Audi, der gerne vil underspille deres rolle lidt. Dette ses også ved, at topmodellen A3 3,2 V6 DSG ikke adskiller sig besynderligt fra de "normale" modeller. Ja, det skulle da lige være det diskrete skilt på bagklappen.

Når man sætter sig ind i den nye A3 føler man sig hjemme med det samme. Det er som om at Audi har designet bilen ud fra føreren, hvilket medfører en meget behagelig og afslappende kørestilling. Samtidig er kvaliteten af materialerne så god, at samtlige konkurrenter må se sig overhalet på stort set alle punkter. Sæderne støtter formidabelt og sikre dig god komfort i alle situationer. Materialevalget er typisk Audi - og går man kabinen igennem, så er det en fornøjelse at se, hvor tætte og præcise samlingerne er. Det er ikke kun chaufføren i A3 der føler sig hjemme. Den nye A3 er vokset på alle leder og kanter. Så nu kan fire voksne personer godt sidde komfortabelt. Et problem i den tidligere model, hvor bagsædet ikke var optimalt for voksne.

Bagagepladsen er 350 liter, men kan med sæderne nede udvides til 1100 liter.

Rent udstyrsmæssigt er det desværre også typisk Audi. Man skal have pungen op for ting man ser som standard i mange biler i dag. Vores testbil var basis modellen Attraction. Af komfortudstyr havde man tilføjet 2 zoners klimaanlæg, læderrat, 17" alufælge, Radio Concert anlæg, lys-censor med coming home funktion samt tågelygter og temperaturmåler. En sammensætning, der løber op i adskillige tusinde kroner. Men, sådan har det altid været med Audi - så det ved man når man køber bilen.

Motoren i vores testbil var den mindste i programmet. Det drejer sig om den efterhånden aldrene 1,6 liters 8v motor med 102 Hk. Motoren gør et virkelig godt stykke arbejde, som den har gjort i mange år efterhånden - men desværre matcher den ikke bilen, hvis man virkelig skal udnytte A3'ens formidable undervogn. Men, til normal kørsel i by og på lande- og motorvej gør den et fint og tyst stykke arbejde. Men skal pedalen i bund, sker der ikke det helt store. Det er der simpelthen ikke nok kræfter til. De 102 Hk leveres ved 5.600 o/min og momentet på 148 Nm indfinder sig ved 3.800 o/min. Tophastigheden står opført til 185 Km/t og 0-100 Km/t er overstået på 11,9 sekunder.

Rent benzinøkonomisk lover Audi 14,3 Km/l i mix. Et tal det lykkedes os at ramme meget godt med 14,1 Km/l.

Rent prismæssigt betaler man stadig for Audi navnet. Men, priserne på den nye A3 er faktisk ganske rimelige. Basisversionen starter ved godt 275.000,- kroner. Mest interessant er det dog at se, at topmodellen med den 3,2 liters 250 Hk stærke V6 motor kun koster 505.000,- kroner. Et rent knaldtilbud, når man kigger på konkurrenter fra Alfa, Seat, VW og Ford.

Konklusionen på den nye A3 er helt klart, at Audi endnu engang har skruet en fantastisk bil sammen. En bil, hvor man føler sig hjemme i det øjeblik man sætter sig ind i kabinen. Succesen viser sig også i Audis samlede salg på verdensplan, der steg med 3,7 procent i 2003. En stigning der helt klart lægger til grund i, at folk gerne vil betale lidt mere, når kvaliteten er i top.