Da BMW for år tilbage introducerede deres 1-serie, blev bilen ekstremt godt modtaget pga. dens imponerende køreegenskaber og gode kvalitet. Desværre fik bilen også kritik for sin meget høje pris, hvilket da også satte sine begrænsninger på salget. Men det fik BMW styr på, da man valgte at lave et yderst fordelagtigt privat leasing program, hvor det var muligt at komme til at køre 1-serie for ganske få penge. Dette er en af årsagerne til at vi faktisk ser en hel del 1-serier på gaden i dag.

Den første model der blev introduceret, var den 5-dørs hatchback. Efterfølgende har vi fået både 3-dørs hatchback, coupé og cabriolet - altså fire varianter af samme model. Vi tester denne gang BMW 120i cabriolet.

Motoren
Den 4-cylindrede rækkemotor i 120i er ganske imponerende, selvom man savner den "gamle" rækkesekser, som oprindeligt gemte sig bag 20i betegnelsen. En motor der dog aldrig har været at finde i 1-serien. Den nuværende 20i-motor yder 170 hk og har et maksimalt drejningsmoment på 210 Nm ved 4.250 o/min. Motoren spinder som en mis og er yderst behagelig. Vil du gerne lege lidt, så skal den have nogle tæsk - hele vejen op til de 6.700 o/min! Men så er det også rigtig sjovt. 0-100 km/t er overstået på 8,4 sekunder og topfarten er 220 km/t.

Motoren imponerer også ved at have et gennemsnitlig brændstofforbrug på hele 15,2 km/l. På landevej lover BMW 19,2 km/l. BMW har samtidig udstyret deres 1-serie cabriolet med deres EfficientDynamics program, hvilket bl.a. betyder at bilen har automatisk start/stop funktion, Brake Energy Regeneration, kølersprældstyring og gear shift indikator. Alt sammen udstyr, der øger effektiviteten og nedsætter CO2 udledningen.

120i cabriolet er udstyret med en virkelig god 6-trins manuel gearkasse, hvor man nyder godt af de korte og meget præcise gearskift. Det er også muligt at få sin 1-serie med automatgear. Her er der også tale om en 6-trins.

Køreegenskaberne
1-serie har siden sin fødsel høstet mange roser for sine formidable køreegenskaber - og det er der bestemt heller ikke ændret på i cabriolet versionen. Vægtfordelingen er 50:50, takket være brug af letvægtsmaterialer, som den avancerede aluminiumsforaksel. Samtidig spiller BMW's filosofi om baghjulstræk, som den eneste rigtige måde for fremdrift, også en naturlig rolle omkring vægtfordelingen.

Med perfekt vægtfordeling, en avanceret multiledsbagaksel og et ultra præcist styretøj, er den dynamiske og sportslige oplevelse, som vi kender fra hatchbacken, 100 % intakt i cabrioleten. Selv karosseriets stivhed er imponerende god - så BMW 1-serie cabriolet er absolut en af de bedste små topløse køremaskiner på markedet lige nu.

Designet
Når man kigger på den samlede 1-serie, så kan den deles op i to lejre. De 3- og 5-dørs modeller kan godt virke som om de har fået en på snuden, hvilket hænger sammen med den afkortede bagende i hatchback designet. Men dette oplever man på ingen måde med coupé og cabrioleten. Her har bilen nemlig 12 cm mere længde at gøre godt med, hvilket får bilen til at virke langt mere harmonisk og sporty - og den føromtalte opstopper næse får bare bilen til at virke mere muskuløs og aggressiv.

Bilen er mest elegant uden tag - men det er lykkedes BMW at skabe en bil, der ikke ser ud som om at den har fået en for stor hue på, når taget er oppe. Det virker meget gennemtænkt og harmonisk. Det tager 22 sekunder at smide taget - en manøvre der kan foretages med op til 40 km/t. Kalechen er både varme og lydisoleret og har samme effekt som et normalt tag, hvilket gør at bilen kan bruges året rundt.

Indvendigt er alt dog ved det gamle, og 1-serien kan ikke helt holde samme eksklusive niveau, som f.eks. hovedkonkurrenten Audi A3. Det er virkelig synd, for BMW kan jo godt - det har vi set før. Vi håber at  man får skabt en mere eksklusiv kabine til næste facelift.

Samlet set
Jeg skal ærligt indrømme at jeg er vild med 1-serie cabriolet. Bilens køreegenskaber får virkelig smilet frem, og viser endnu engang at BMW har styr på detaljerne, når det drejer sig om sport og dynamik. Jeg er samtidig vild med designet, der virker perfekt, hvis vi sammenligner med hatchback modellerne og for den sags skyld de oplagte konkurrenter. Og det faktum at BMW'en har fået kritik for at virke gammel med sine halo-lygter, sammenlignet med konkurrenterne og deres LED-lys er noget fis. Halo's er BMW's varemærke og ser rigtig cool ud.

Noget af det første jeg nævnte omkring 1-serien var prisen - eller i hvert fald at den altid har været ganske højt prissat. Dette gør sig også gældende med 120i cabriolet. 563.400,- er rigtig mange penge for en lille cabriolet uden særlig meget bagsædeplads - specielt når man hiver den tidligere nævnte konkurrent op ad hatten og ser at prisen her er cirka 100.000,- lavere. Hvorfor det er sådan, skal jeg ikke kunne sige.

1-serie cabriolet er en bil for egoisten - for manden/damen der ønsker et smukt køretøj, hvor køreoplevelsen og køreglæde er det vigtigste. Det er bilen, hvor prisen er lige meget, fordi man ved hvad man vil have og gerne vil betale ekstra for det. Spørgsmålet er så bare, hvor mange af den slags mennesker der går rundt.