Siden introduktionen af 1-serien, har BMW kun høstet roser for bilens vidunderlige køreegenskaber. Desværre for BMW har man også modtaget kritik for bilens svage basismotor og de høje priser. Men, det virker nu mest som om at det er pressen, der har været mest utilfreds med sidstnævnte – for man ser et ganske pænt antal 116i modeller på de danske veje.

Hidtil har den hurtigste 1-serie været den kraftige diesel version med betegnelsen 120d. Men, det har BMW nu rådet bod på og introduceret den heftige 130i.

Egentlig burde 130i hedde M1 pga. sin ekstreme motor og hidsige temperament. Men, navnet er ”fredet” i BMW regi og tilhører den legendariske M1 fra 1979, der kun blev produceret i 450 eksemplarer.

Designet
En standard 130i adskiller sig ikke voldsomt fra en 116i, når vi taler om design. Men vælger du at ofre lidt ekstra kroner (cirka 47.000,-) på et M-sport design kit, så sker der straks noget. Lækre skørter, nye større fælge og diverse små detaljer gør at du pludselig står med en yderst potent udseende bil. Og det voldsomme design bliver kun bekræftet når du sætter dig ind og drejer nøglen og fyrer op for den voldsomme 3,0 liters motor.

Kabinen adskiller sig ellers ikke voldsomt fra den vi finder i en standard 1-serie. Men, det lækre og meget tykke M-sportsrat skiller sig ud og forventer et par rosende ord med på vejen.

Motoren
BMW 130i er udstyret med en nyudviklet 3,0 liters rækkesekser, der yder hele 265 hk ved 6.600 o/min og har et maksimalt drejningsmoment på 315 Nm ved 2.700 o/min. Dette er nok til at sende den 1.450 kg tunge 130’er forbi de 100 km/t på blot 6,1 sekunder. Topfarten er begrænset til 250 km/t. Accelerationen forstærkes af den helt utrolige lydkulisse, som det er lykkedes BMW at skabe fra den lækre motor. Det er simpelthen perfekt!

Køreoplevelsen
Det at sidde bag rattet i en 130i med ekstra brede sutter er lidt af en speciel oplevelse. Accelerationen er virkelig kontant og bilen reagerer på dit mindste vip med højrefoden. 130i i M-dress suger sig til vejen, som var den forelsket i asfalt og den slipper ikke med mindre du provokerer den på det voldsomste. Gearskiftet er perfekt og hurtige skift til optimal acceleration er meget nemme at foretage. Følelsen af at man sidder i en yderst gennemtænkt bil er intakt i alle situationer. God skruet sammen BMW!

Generelt
Vi har tidligere skrevet om 1-serien brugervenlighed i dagligdagen og hvilken kundetype den henvender sig til. Og dette har sådan set ikke ændret sig, lige på nær det med kundetypen. 130i er nemlig en drivers car af den absolut bedste klasse. Samtidig er den en bil, der kan bruges til almindelig dagligdags brug. Forskellen er bare monsteret, der gemmer sig under motorhjelmen.
Nåh ja, så er der også lige det med prisen. 130i er med sine 596.000,- ikke billig. Og skal man samtidig have M-pakken med også – ja, så ender vi jo omkring de 650.000,- kroner. Kigger vi på konkurrenterne, så er BMW’en klart den dyreste – og jeg ved ikke, hvordan denne høje merpris kan forsvares. Jeg ved bare, at BMW 130i er så ekstrem lækker en bil at den burde få påhæftet betegnelsen M1. Det fortjener den!