Nyt udseende og nye motorer i Opel Vivaro og Movano

Der sker en del ændringer i udvalget af motorer i Opels varebiler fra overgangen til 07-modelåret, og Vivaro har fået nyt endnu mere frisk udseende.

Vivaro har fået ny front med bl.a. den krombjælke, som tydeligt signalerer familieskabet til de andre modeller i Opel familien. Forlygter, blinklygter, forreste stødfanger, baglygter og kølergrill er derved i nyt design. Der er nye farver på instrumenteringen.

På motorsiden kommer en ny 2,0 CDTI på 90 hk, der yder et drejningsmoment på 240 Newtonmeter, det samme drejningsmoment som den 100 hestes ligeledes 1,9 liters CDTI motor, som den erstatter. Desuden udgår den kendte 1,9 CDTI på 82 heste.

Ny er en 2,0 CDTI på 114 hk, ydende 290 Nm, altså 50 Nm mere.

Vivaros 2,5 liters motor på 135 hk/310 Nm erstattes af en 2,5 CDTI på 146 hestekræfter med 320 Nm. Altså 11 ekstra hestekræfter og 10 ekstra Newtonmeter. Den har dieselpartikelfilter som standard.

Desuden fås Vivaro med en 2-liters benzinmotor på 117 hk, der yder 190 Nm.

Valg mellem fire motorer

Vivaro fås altså fra 2007-programmet med to 2-liters CDTI turbodieselmotorer på henholdsvis 90 og 114 hk, en 2,5 CDTI på 146 hk og en 2-liters benzinmotor ydende 117 hk.

Fra modelår 07 er en CD-afspiller med radio og MP3 afspiller standard i Opel Vivaro. Der er 6-trins gearkasse i alle modeller.

Vivaro fås i tre versioner kaldet L(ængde)1H(øjde)1, L2H1 og L2H2. Som priseksempel kan nævnes Vivaro 2,0 CDTI L1H1 (90 hk): 160.926 plus moms, Vivaro 2,5 CDTI (146 hk) koster som L1H1 179.759 kr. plus moms.

Movano: 3 motorstørrelser

Motorudvalget til Movano omfatter nu tre motorer, alle 2,5 CDTI, med henholdsvis 100 hk/260 Nm, 120 hk/300 Nm og 145 hk/320 Nm. En mindre motor på 1,9 liter ydende 82 heste og 190 Nm udgår.

Meriva Activan

Meriva i varebiludgaven Activan findes både med 1,7 CDTI dieselmotor på 100 hk, og som den særdeles sportslige OPC version med 6-trins gearkasse og 180 hestes turbomotor på 1,6 liter. Meriva Activan 1,7 CDTI koster 128.305 kroner plus moms.

Den superhurtige Meriva Activan OPC med 180 hestes turbomotor koster uden moms 160.594 kroner.

Zafira: Ingen prisændringer

Zafira Flexivan fortsætter uændret, også prismæssigt. Det koster altså ikke ekstra, at dieselpartikelfilteret bliver standard.

En Opel Zafira Flexivan med 100 hestes 1,6 liters motor koster 147.310 kroner plus moms.

Combo: ekstra 5 hk

Opel Combo Cargo får med 75 hk fem hestekræfter mere i udgaven med 1,3 CDTI motoren, og dieselpartikelfilter er standard på denne 07-model.

Prisen er 94.308 kroner med 1,3 CDTI/75 hk og 101.827 med 1,7 CDTI motoren på 100 hk. Begge motorer opfylder den nye Euro 4 miljønorm.