I seneste aftapning er Suzuki Swift blevet et mere voksent bekendtskab – Boosterjet-motoren leverer masser af kræfter, men Swift er også blevet mindre legesyg.
Suzuki Swift plejede at være det legesyge alternativ i mini-klassen, hvis du var på jagt efter en solid, japansk festbombe. Med den nye generation har Swift så fået en motor, der på papiret matcher de sjove køreegenskaber, i form af en 1-liters trecylindret turbomotor, som Suzuki kalder Boosterjet. Så lad os starte med den.
Vi kører Suzuki Baleno med hybridmotor
Den lillebitte motor yder 112 hk og 170 Nm, og når møllen ellers lige er løbet i gang omkring de 2.000 oomdrejninger, så kommer der fut i fejemøget. Som en stor elastik, skubber turboen og de 170 Nm dig frem mod horisonten, kun afbrudt af gearskiftene fra en præcis 5-trins gearkasse. 0 til 100 km/t klares på 10,6 sekunder, som er hæderligt uden at være hurtigt, men det samlede indtryk af motoren er, at den er mere fornuftig og en bundtrækker, end den er frisk, provokerende og omdrejningsvillig. Der er ikke meget gavn ved at jage motoren nord for 5.500 o/min, hvor de 112 heste alle er klar. Til gengæld nåede vi et respektabelt forbrug på 15,2 km/l i løbet af ugen, som strakte sig over 1.000 kilometer. Det er fint taget i betragtning af mange kilometers motorvejskørsel med høj fart, når fabrikstallene ’kun’ lover 21,7 km/l.
Hundehuset
Noget af det første, man bemærker, når man sætter sig ind i den nye Swift, er den lodrette forrude, der giver associationer til den originale Mini, som også var kendt som hundehuset. Det har den fordel, at der er bedre pladsudnyttelse og fin plads i hovedhøjden. Det gælder også for bagsædepassagererne, så du faktisk kan byde granvoksne mænd en tur på bagsædet, uden at de græder som små børn. Bagagerummet lider til gengæld lidt, og har kun plads til sølle 265 liter.
Elektrificering til folket - vi tester Toyota Yaris Hybrid
Oppe foran er materialerne hårde og plastikagtige, men den generelle finish fejler ikke noget, og rattet med den flade bund og de to fremstikkende instrumenture, der indeholder speedometer og omdrejningstæller, er med til at skabe en mere sporty atmosfære. Blandt irritationsmomenterne tæller den 7,0 tommer store skærm i midterkonsollen, som burde have Apple Carplay i den testede Action-version, men på intet tidspunkt kunne det fungere. Det er også irriterende, at volume-knappen er en del af den trykfølsomme skærm. Den er svær at ramme uden at koncentrere sig, og du kan ikke bare holde fingeren inde, men skal trykke mange gange, hvis du eksempelvis vil skrue ned.
Sikkerhed fremfor alt
Swift scorer kun fire stjerner i Euro NCAP-testen, og det er med den automatiske automatisk nødbremse, som ikke er standard på den testede Action-model. Er den ikke monteret, kvitterer Euro NCAP kun med tre stjerner, som er for ringe. Det kan kun anbefales at købe nødbremsen med, selvom man må punge 5.000 kroner ud ekstra, men så får man også en adaptiv fartpilot med i prisen. Begge dele var monteret på testbilen, og den adaptive fartpilot fungerer fint.
Stormtrooper i sin egen klasse - vi kører den nye Suzuki Ignis
Sikkerhedstemaet fortsætter også, når snakken falder på køreegenskaberne. De tidligere generationer af Swift har været kendt for at være små legesyge gokarts, men sådan er det desværre ikke med den nye generation. Jeg savner et mere præcist styretøj, for omkring midterstillingen er der et dødt punkt, og ved større rat-udslag, savner jeg feedback i forhold til, hvor dækkene står. Selve affjedringen er fast, og håndterer ujævnheder respektabelt, men i sving slipper man ikke for en vis krængning, og bagenden er ikke til at rokke, selv når man provokerer den med speederslip. Det er den sikre måde at sætte en bil op, men ikke nær så sjov. Kort sagt er Swift mere voksen og fornuftig, end den er sjov, men det gør den langt fra til et dårligt køb.