Den danske designer Henrik Fisker er klar med den åndelige aftager til Fisker Karma. En elektrisk luksusbil der kan lade batteriet på ét minut og døre, der er mere vanvittige end Tesla.

Den smukke hybridbil Fisker Karma gjorde stort indtryk på bilverdenen, da den ramte asfalten i 2012. Firmaet som var skabt af den danske designer Henrik Fisker, sank dog hurtigt ned i sort hul af økonomiske vanskeligheder. Henrik Fisker er dog kravlet op igen og har nu introduceret en ny smuk sportssedan, men denne gang med en drivlinje, der udelukkende er elektrisk.

Den nye model hedder Emotion, og lad os starte med designet. Henrik Fisker har trods alt øvet sig på både BMW og Aston Martin-modeller. Emotion skal nok fange folks blikke, selv hvis du parkerer en Tesla Model X ved siden af. Fisker Emotion har nemlig mågevinger både som for- og bagdøre. Faktisk kalder Fisker dørene for sommerfugle-døre, fordi de ligner vingerne på en sommerfugl, når de er åbne. Resten af bilen er et spændende mix af skarpe og bløde former, og slægtskabet til Fisker Karma fornægter sig ikke. Til forskel fra Karma, skulle kabinen i Emotion dog være meget rummelig.

Når det kommer til teknologien, vil Fisker også meget gerne slå Tesla. Batteriet har en rækkevidde på 643 kilometer efter den amerikanske målemetode, som er mere konservativ end den europæiske. Til sammenligning har en Tesla Model S 100D kun 540 km rækkevidde. Hvor meget Emotion vejer, og hvor meget den yder, er ikke oplyst, men Fisker siger, bilen er bygget i kulfiber og har en topfart på over 260 km/t. Emotion skulle lande i 2020 i USA til en pris på 811.000 kr.

Pas din e-mail
Når bilen introduceres forventer Fisker også, at det bliver med Level 4-selvkørende teknologi, som betyder, at du sagtens kan tage hænderne fra rattet og eksempelvis tjekke din e-mail uden dårlig samvittighed. Det er firmaet Quanergy, der står for at udvikle teknologien, og om de kan nå at være klar til 2020 er ikke helt sikkert. Til gengæld er de mange sensorer, som Level 4 kræver, smukt integreret i Emotions design.

Men løfterne bliver ved med at komme. Fisker arbejder med et såkaldt solid state-batteri, der skulle kunne lade over 800 kilometer rækkevidde på kun et minut. Fisker har taget flere patenter, men der er endnu ikke nogen fungerende prototype.