Det er ikke til at se det, hvis ikke lige man ved det. Vi tænker selvfølgelig på fænomenet replica, hvor især dyre og klassiske biler efterlignes, så de ligner til forveksling, og det som menig mand ikke er nemt at se forskel.  En replica kan være bygget op omkring en helt anden bil, og behøver ikke indeholde en eneste original del i modsætning til en rekonstruktion, som skal være bygget af minimum 80 procent originale dele. En replica kan med andre ord være en forholdsvis billig vej til noget, der ligner en klassisk luksusbil, men er det egentlig ok? Det skal vi ikke gøre os til dommer over, men vi vil meget gerne høre din holdning. Vi har i stedet fundet tre eksempler på Porsche replicaer, der er til salg på biltorvet.dk.

Porsche 356 Speedster

Man skal egentlig blot kigge på standen af denne bil for at se, at det formentlig er en replica. Den fremstår i top stand, og en ægte Porsche 356 Speedster i så suveræn stand ville nok mindst koste det 10 dobbelte - hvis den overhovedet findes. Porsche 356 Speedster er en yderst klassisk Porsche model, som blev bygget i perioden 1954-1959, og som i dag mest er et samlerobjekt. Så hvis man drømmer om at køre i en klassisk smuk Porsche 356 Speedster, men ikke lige har pengene til at købe en, eller evnerne til at istandsætte en, så er en replica en mulighed, og her er i hvert fald muligheden.

Porsche 911 2,7 RSR

Porsche 911 2,7 RS er den mest ikoniske Porsche model nogensinde, og Porsche 911 2,7 RSR er en speciel udstyrsmodel af netop den legendariske Porsche. Den er i dag ikke til at købe, medmindre pengepungen er stor og forbindelserne ligeså. Bilen blev introduceret i 1973, og blev bygget i periode 1973-1974. Den betragtes af mange som den mest klassiske 911"er til dato. I alt blev der produceret 1580 eksemplar af Porsche 911 2,7 RS, og endnu færre af RSR, og der sælges i dag flere eksemplar, end der er produceret, hvilket er en smule tankevækkende. Bilen blev kun sat i produktion, så Porsche kunne deltage i racerløb, hvilket krævede, at bilen var produceret i minimum 500 eksemplar, og RS står da også for Race Sport. Den er mest kendt for den frække hækspoiler, kaldet anderøven, der er placeret oven på motorrummet. Det er med andre ord de færreste, som har mulighed for at erhverve sig en, så noget af det tætteste man kan komme, er en replica som denne.

Porsche GT1

Denne replica skiller sig lidt ud fra de to andre, da den er skabt til at køre på banen. Det er da også en replica af den ekstreme og voldsomt dyre Porsche GT1, som både er produceret til banen og vejen. Replicaen er bygget op omkring en Porsche 911, så den i dag fremstår som en kopi af den populære og vilde Porsche GT1, som vandt Le Mans tilbage i 1996. Så hvis du er til baneløb og historiske Porsche modeller med sejre i bagagen, så er her en mulighed. Det er ikke en Porsche GT1, men det ligner.